Stå!

22:31 , , ,

Stå! – og så en godbid. I går aftes prøvede vi at træne “Stå!” og det var næsten som om at Ronia havde fattet legen. Men her til morgen må vi konstatere at den slags indlæring ikke sidder ret godt fast i små Cairn-hoveder.

Ronias menneske-mor #1: Berit, kom forbi til en snak og et kig i dag. Vi fik svar på alle vores spørgsmål om mad, alene-hjemme, koncentrations-svigt og en masse andre ting. Det var rigtigt dejligt at få bekræftet at Ronia på alle måder er en normal-Cairn i normal-området både hvad angår vægt og adfærd — specielt når man, som os, er forsigtige og bekymrede førstegangs-hvalpeforældre.

Og vægten? Den lå i dag på 2.560 g

Kuk i timeplanen

19:54 , , ,

Først: Ronia blev vejet i dag – og det er jo helt udenfor planerne om at veje hende hveranden dag. Sikke noget rod. Hun vejede 2.435 gram i dag.

Ronias renligheds-træning går det også sådan lidt op-og-ned med. Det er svært at se fremskridtene fra dag til dag. Hun er ofte lææænge om at sætte sig udenfor, og siger endnu ikke til når hun skal ud. Det er lidt som om at regelmæssigheden fra første uge (at hun meget hurtigt skal ud når hun har sovet, spist og leget) er røget sig en tur.

På plussiden er at hun faktisk var alene hjemme længe i dag. Efter at ha’ trænet alene-hjemme flere gange (længere og længere tid hver gang) så hoppede vi ud i det og tog en tur ind til Århus – og da vi kom hjem, så stod huset endnu. Ingen ulykker, ingen lækager.

Ronia har også været med nede og handle (hun lå og sov pænt i kassen i bilen), vi har trænet tilkald og så har jeg hentet Ronia nede i det levende hegn og ovre hos naboen to gange. Suk! Hvis der skal sættes nyt hegn op på et tidspunkt, så køber vi eet med maskestørrelser, som passer bedre til Cairn-hvalpestørrelse.

Og så en observation fra søndag eftermiddag: Når det er vådt i vejret, så får vi tudser eller frøer i haven, og i går hoppede der een indenfor. Så kom jagthunden op i Ronia og det lykkedes hende også at samle mod nok til et frontal-bideangreb før vi fik verfet padden ud. Men sådan nogen frø-rygge smager altså dårligt, så den blev spyttet ud hurtigere end den kom ind. Og Ronia spyttede og spyttede for at slippe af med den grimme smag. Om hun så blev klogere, det er nok et åbent spørgsmål.

Et skud mere af Fætter Harald

12:29 , ,

Sidst på aftenen luskede Harald som sagt op i sofaen til Ronia da ingen kiggede. Han er en bedårende hund! Mens Harald var på besøg, så var Ronia ret umulig at gå tur med. Hun ville ikke med ud på udturen, og på hjemturen kunne det ikke gå stærkt nok med at komme hjem til gæsterne igen. I eftermiddag kommer far på visit og kigger på vidunderet. Vægten i dag var vistnok 2345 g — målingen er behæftet med en vis usikkerhed, da hun ikke lige var til at få til at slappe heeelt af.
 
 

Nye lege og nye oplevelser

23:37 , , ,

Billedet er fra i formiddag, hvor Ronia legede en ny leg med en hundemads-pille under et gammelt viskestykke. Hun er overraskende tålmodig og koncentreret når hun leger.

Ellers har det været lidt op-og-ned i dag. Vejret har været dårligt, og vi har vist ikke været tilstrækkeligt koncentrerede på at få hende til at gøre småt og stort på de tidspunkter, hvor hun plejer at gøre det (”Småt” når hun lige har sovet og “Stort” når hun har spist). Så der har været et par uheld indendørs.

I aften har Ronia været på en lille tur inde på gågaden i Århus. Der var mange hundeklappere, mange lugte, mange lyde og mange indtryk – men hun klarede det i fin stil. Hun klarede også tordenvejret i eftermiddags i stiv arm. Vægt: 2.320 g

Sofasøvn

17:48 , , ,

Tirsdag var en mærkedag for Ronia. Det var første gang, hvor det lykkedes hende at få ændret en husregel.

Vi havde egentligt besluttet at hun ikke skulle være i sofaen, men gennem vores Alene-Hjemme øvelser, så gik det op for os at hun sikkert alligevel ville hoppe derop, og at vi nok ikke kunne håndhæve den regel i de næste 13 år alligevel. Så hvorfor fratage sig den fornøjelse, som det er at ha’ hende i sofaen – ovenikøbet på det tidspunkt, hvor hun er allermest kær.

Plus at vi jo har læst i Cairnbogen at man ikke skal opstille for mange forbud for sin Cairn – så det er alene for hendes eget bedste at hun nu får sofa-adgang. Hmmmm…

Billedet er fra onsdag, hvor hun hygger sig i sofaen med Bettina. Reglen om “ingen hund i sofaen” holdt altså i tre dage.

Vi vejede også Ronia d. 27. – hun vejede 2.230 g.

Sidste dag med hængeører

17:00 ,

Mandag d. 25. må være en af de sidste dage før ørerne rejste sig. Det var også dagen for den første gåtur udenfor storparcellen. Vi vejede hende også mandag: 2.170 g.
 
 
 
 
 
 
 

Middagsguf på terrassen

21:27 ,

Hvor er det herligt at få en lille pause og en kvart hundekiks til middag. Det er stadig første dag, ørerne hænger men humøret var højt fra første færd. Berit havde vejet Ronia og resten af pigerne i kuldet – de vejede allesammen lige omkring 2.000 g.
 
 
 
 
 

Senere indlæg »»