Så er det godt nok blevet den mørkeste tid på året. Det må nødvendigvis være lidt surt at være både menneske og hund i den her tid. Ronia viser godt nok ingen tegn på vinterdepression og med en krudtugle som hende i huset, så kan man ikke undgå at være i godt humør.

Hun har jo passeret de 6 måneder nu, og også de 6 kilo. Vi var nede ved dyrlæge med hende på hendes ½-års fødselsdag (6.2 kilo), for hun var begyndt at nyse, og vi synes også at hun hostede for meget. Dyrlægen kiggede og lyttede grundigt på hende, og mente at det var endnu en variation over den kennelhoste, som hun ikke helt var kommet sig over. Hun har ikke på noget tidspunkt haft det rigtigt skidt, så vi er nok bare lidt forsigtige.

I mandags købte vi en sele til hende, og den irriterer hende helt klart mindre end halsbåndet. Så vi kan ikke helt lade være med at tænke på om halsbåndet mon var årsagen til at hun hostede når vi begyndte at starte op på gåturene igen… Årsag? Virkning? Vi er i hvert fald glade for at hun nu hoster næsten-ingenting.

Der var sidste omgang hvalpetræning i sidste uge – så nu går vi og venter på forår og unghunde-hold. Hun er blevet bedre til at høre efter og bedre til at komme når man kalder. Vi træner ja/nej-øvelser med guffere, repeterer sit, stå, dæk og plads, gå pænt og kom. Vi har også taget fat på Aflevere-øvelsen med guffere i et plastic-pilleglas. Det er en krævende øvelse, for hun er en lille, selvstændig dame der allerhelst selv vil åbne pilleglasset.

Ellers udviser Ronia fin, kæk, modig Cairn-adfærd i det daglige – også overfor julepynt, lyskæder og den slags. Først årvågen og så nysgerrig. Gumle-ringe og gnave-stænger bli’r også udsat for Cairn-adfærd: de bliver prompte gravet ned hvis hun ser sit snit til det. Bettinas Azalier får jævnligt luftet rødderne, for hvorfor stå og grave i klæg lerjord hvis der er et blødt surbundsbed i haven?

Det passer ikke helt når vi indimellem praler med at Ronia ikke har ødelagt noget. Bettina har i hvert fald fundet ud af at kapilærkassen ikke længere holder vand, og den er nok ikke holdt op med at fungere ud af ingenting. I fredags gik det også ud over en gæsts bukseben og hun har gnavet lidt rigeligt i en pileflet-kurv med blade og aviser, som stod i hundehøjde.

Men det ændrer nu ikke på, at vi bliver mere og mere glade for den lille spilopmager. Det går også bedre med gåturene – det er ikke helt så meget “stop-and-go”. Det er godt at man har fået læst “På talefod med hunden” – selvom man måske ikke altid forstår hvad der udløser en reaktion fra Ronia, så har man læst sig til at være lidt bedre til at tolke signalerne og komme videre på en konstruktiv måde.

Ronia er en rigtig udehund, og hun kan faktisk godt finde ud af at rende rundt ude i haven uden at der går “højrøstet parkbetjent” i det hele. Hun har hygget sig meget udenfor i august og september. Når vi kommer hjem og åbner terassedøren, så går hun næsten altid ud og slikker sol.

Apropros graveri, så skal vi nok på en efterårs-tur i sommerhus på vestkysten med labrador-fætter Harald + ejere + mormor-Bente. Jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Ronia at grave i- og løbe op og ned i vesterhavsklitterne.

Bettina fandt et link til hundeskove i Århus Kommune, og det som Århus kommune kalder for “hundeskove”, er tilsyneladende primært de hersens “snor-frie” områder. Dem er der dog tilsyneladende adskillige af i kommunen.

Vægten er vist oppe på ca. 4 kilo. Badevægten siger 4.2 kg, og det bedste bud på køkkenvægten var vist 4.030 gram. Det er i hvert fald sikkert at hun vokser, for hun ka’ faktisk ikke sidde i den gule “vejeskål” længere.

Og så lige et link i kategorien “Hvis man ønsker sig en hund, som man kan slukke for“. Det er Shigeru Miyamoto som står bag, så det er naturligvis allerede et monsterhit i Japan.

I går var det Ronias 3 måneders fødselsdag. Hurra! Vi fejrede den ved at tage i hundeskov (eller det, som vi troede var hundeskov) ude ved Risskov. De har tilsyneladende pillet hundeskoven ned, og erstattet den med et “snor-frit” område, hvor hunde må gå uden snor, men hvor der også er alle mulige andre skovgæster (løbere, familier med børn osv.) som man naturligvis skal tage hensyn til.

Jeg forstår godt at man gerne vil åbne skovene for så mange som muligt, men jeg er ikke sikker på at jeg synes at den slags “mellem-løsninger” er gode for nogen parter. Som hundeejer har jeg da oplevet at det er dejligt at vide at området er indhegnet, og som løber må det være rart at vide at man (i det store og hele) slipper for interesserede, løbende, legende hunde om benene.

Nå – det nærmeste og eneste område i Århus kommune, som er indhegnet, er tilsyneladende et område i Trige “nær rensningsanlægget”. Langt udenfor lands lov & ret.

Sikke en træls service for Århus’ hundeejere — sammenlignet med frekvensen af hundeskove i andre dele af landet. Og der er da ellers en del bynære skovområder omkring Århus, hvor man godt burde kunne afse 20-30.000 kvm til hunde og deres ejere.

Søndag var også første gang, hvor Ronia selv kunne hoppe op i sofaen.

Torsdag aften var den gal med frøerne igen. Ronia brækkede sin aftensmad op efter at have jagtet en skrubtudse på flugt ud af haven. Når hun møder tudser udenfor matriklen, så er hun ellers ikke så interesseret.

I fredags var Ronia med inde i (begyndelsen af) festugen. Vi tog bussen derind, og det gik rigtigt fint med Ronia i en rygsæk.

Lørdag formiddag var Ronia til hvalpemotivation for første gang. Bettina siger at det gik rigtigt fint, og at Ronia fik i hvert fald een ny legekammerat i en jævnaldrende Cairn-pige. Vi tobenede fik lektier for – vi skal lære hende at gi’ os opmærksomhed når vi kalder ved at gemme en godbid i hånden og belønne hende med ros og godbid når hun vender hovedet for at se hvad vi vil hende.

På hendes 3-måneders fødselsdag vejede hun 3.540 gram.

Man må sige at Ronia vokser godt – hun bliver længere og længere for hver dag der går.

Gåturene ta’r længere og længere, men det er altså ikke kun fordi at Ronia bli’r større og vi går længere ture. Det er også fordi at hun driller os lidt på turene – hun er ikke altid vild med at gå. Indimellem stopper hun umotiveret – f.eks. når hun synes at vi skal dreje hjemad, eller hvis hun hellere vil gå en anden vej. Eller – specielt – i starten af turen når vi lige er kommet ud fra storparcellen.

Onsdag kom vi tilfældigt forbi “hundemarken”, og fandt ud af at hunde og hundeejere i området har aftalt at mødes der til “fri hundeleg” hver onsdag kl. 16. Vi var lidt sent på den, så mange var allerede gået, men næste onsdag må vi prøve at se om vi kan komme til tiden.

Onsdag aften mødte vi Chili, som er en Border Terrier der er 4 dage ældre end Ronia. Hun bor i genbo-bebyggelsen, og Chili og Ronia legede herligt sammen. Det var tydeligt at Ronia nød at lege med en på hendes egen alder og størrelse.

HTH-køkkenfirmaet har fået sat skabene op, men i forbindelse med opsætningen er fugemanden kommet til at skære en ordenlig skramme i tapetet, som HTH har lovet at udbedre. Nu må vi så se hvornår det sker.

Ronia vejede i dag 3.530 gram, men hun er efterhånden svær at få op at balancere på køkkenvægten.

Ferien er slut og så starter hverdag- og arbejdsliv igen. Vi har startet blidt op i ugen med kun en enkelt aftenvagt til Bettina (og så en sygemelding med halsonde på dagvagten i dag). Indtil nu går det rigtigt fint for Ronia med at indordne sig under forholdene.

I sidste weekend var der gadefest, og Ronia fik sig en ny veninde på 7 år, som rigtigt gerne vil babysitte Ronia hvis det bli’r nødvendigt. Dejligt, men der bli’r ingen dogsitting før Ronia er lidt ældre og mere rolig og omgængelig omkring børn. Der går lidt nemt bideleg i det hele, men det gør der egentligt også med os voksne. Vi opdrager på livet løs, og hun er da også blevet lidt mindre livsfarlig at omgås i strømpefødder.

I torsdags var Ronia til dyrlæge og fik prædikatet “Et pragteksemplar”. Hun fik også den sidste vaccination, så nu er der absolut ingen problemer med at starte hvalpemotivation d. 27. august.

Ronia har også været med en tur op på Jelshøj i ugens løb – derfra billederne. Det lykkedes os at gemme os fra Ronia deroppe. Hun nåede vist ikke at blive rigtig angst, men det var en meget glad hund som stormede os i møde da vi kom frem igen. Bortset fra det, så holder hun sig altid meget tæt på os når hun er uden line.

Hun vejede 3.2 kilo på dyrlægens vægt i torsdags, så Berits tommelfingerregel om 3.3 kg ved 3-måneders fødselsdagen bli’r da så rigeligt opfyldt.

Efter hønsenet-opsætningen og Ronias eftertrykkelige kontrol, så har hun nu besluttet at haven er sikker nok til at hun kan begynde at grave hundekiks ned.

Hun var med ude på kontoret i dag, og derude gemte hun også en kiks i et hjørne bag en radiator.

I dag har Ronia været i Holme i 3 uger, og hun er 11 uger gammel. Vi vejede hende i dagens anledning og hun vejer præcis 3 kilo.

I går var vi på gåtur i parken omkring Marselisborg. Der var ikke mange blomstrende roser tilbage i selve rosenhaven, men vi fandt da et blomsterbed, som vi ku’ ta’ billed af Flower’en sammen med.

Som overskriften antyder, så venter vi stadig på at HTH-monteringsmanden og fugemanden finder ud af hvem der skal komme hvornår — surt show at gå rundt og vente på den slags i sin ferie.

Da vi var i Petworld forrige gang, så købte vi foder til hende. Tilsyneladende præcis samme mærke, smag, hundestørrelses- og aldersvariant, som det som hun fik med fra Berit. Men da vi så åbner posen, så er der alligevel en forskel. Det nye er i små kugler i stedet for små “vaniliekrans-kager”. Og det opdager vi først da vi allerede havde givet sidste portion af Berit-maden.

Så det der med at starte langsomt op med en ny slags foder og blande en ny variant i den gamle slags, det var ikke så nemt. Heldigvis guffede Ronia hele den nye portion her til morgen – og slikkede madskålen. Så det må jo ha’ smagt hende godt. Det var som sagt også kun formen, som skulle være anderledes.

Vi glemte at veje Ronia i forgårs, men i går morges vejede hun lige over 2.800 gram. Med den appetit på livet (og maden) som den lille dame har, så behøver vi vist ikke gå og veje hende hveranden dag længere.

Vi var på besøg i Solbjerg i går, og for Ronia forløb besøget rigtigt fint. Masser af opmærksomhed, et nyt hus at udforske og en have uden græs, men med surbunds-spagnum og plante-huller, som man kunne hoppe ned i og undersøge.

Billedet er et hyggebillede fra den anden dag, hvor hun blev vejet. Hun er rigtig dejlig tillidsfuld og finder sig (generelt) tålmodigt i de “prøvelser” som vi udsætter hende for.
 
 

I morges var Ronia med Bettina nede efter morgenbrød og sent på formiddagen gik vi en tur i Marselisborg-skovene omkring Skovmøllen. Dejligt – og Ronia løb løs en god del af vejen. Hun holder sig helt op af os når hun er løs.

I eftermiddags er det blevet til en lille gåtur, leg i haven og så har hun sovet. På gåturen prøvede Bettina at binde hende udenfor kiosken, men så rykkede Ronia sig bare løs og rendte mod indgangen for at finde hende igen.

Billedet er fra i går – frøken Flower var ikke meget for at stå stille i Botanisk have, og hun peb hjerteskærende. Der er ingen, som kommer til at forlade hende ved et uheld – det skal hun nok sørge for.

Vægt: 2.745 g

Vi var ude og købe en Buster Cube til Ronia den anden dag, og her i eftermiddags tog vi den lidt i brug.

Den virker okay, selvom den larmer ret meget når den ruller på det glatte gulv. I dag har vi også fået købt hønsetråd til indhegningen — og så har vi gået og ventet på godt vejr til at komme igang med at forstærke hegnet.

Derudover har vi haft besøg af Jørgen & Karin, og Ronia benyttede en legestund til at gi’ Jørgen et blodigt hak i øreflippen. Sådan er det også med os andre – når man sidder og fægter med bidedyr og bolde, så er der ikke langt fra glad leg til volds-bideangreb.

Ronia: 2.650 gram koncentreret vildskab!