En træt Ronia til nytårsfest i Ørritslev. Hun klarede nytåret bedre end sidst – uden tvivl ikke mindst på grund af at labradorfætter-Harald var så roligt et forbillede.

Årets to sidste “rigtige” udstillinger var i Sunds og Herning. Vores forventninger var egentligt forholdsvis høje – to chancer mere i år for at få endnu et CK, måske? Det er jo ikke forbudt at drømme lidt… Men som det indimellem går – både i eventyret om konen med æggene og i virkeligheden – så gik det slet ikke sådan. Vi havde godt nok set at Ronia havde kløet sig en del i ugen op til stævnet, men havde ikke lagt så meget i det. Det skulle vi nok have gjort.

Efter at vi var kommet til Sunds efter en travl uge, som bl.a. havde budt på en tur med Falcks fejeblad hjem fra trim i Sporup, så opdagede Bettina at Ronia havde kradset hår af en ordentlig plet lige omkring halen. Æv! Både lørdag og søndag gjorde Berit hvad hun kunne med kam og hårspray. Det blev til en 1. præmie lørdag og en 2. præmie søndag –kritikken fra den engelske dommer Terry Thorn har forputtet sig, men vi husker den som udemærket.

Søndag havde den tyske dommer Ilse Freerksen følgende ting at sige om vores loppebefængte, uoplagte, trætte guldklump:

Sehr guter kopf und ausdruck, lange guter hals, langer rucken, g?rude zollte hoher angesatz sein, sehr guter winklungen, passende substans, harrkleit nicht optimal, guter kvalitet, der bewegung loose.

Et bud på en oversættelse kunne vel være:

Vældigt godt hoved og udtryk, god lang hals, lang ryg, et-eller-andet som skal være ansat højere – nok halen?, vældigt godt vinklet, passende vægt, pelsen ikke optimal, god kvalitet, løse bevægelser.

Alt sammen jo altså også vældigt pænt – ikke noget som man i situationen kunne være uenig med hende i, heller ikke at det blev til en 2. præmie.

Så gik det afsted i sommerhus, og det var herligt at få slappet lidt af. Ronia ville elske at have en så stor baghave, som der var i sommerhuset i første klitrække, og duftene af de mange harere i området, var simpelthen toppen på kransekagen.

I december holdt kredsen Juleskue, og her var vi selvfølgeligt også meldt til. Hårene på halen var stadig ikke groet ud og Bettina havde været til julefrokost – så alt var som det plejer. Og dog… For vi benyttede chancen til at gå rundt i ringen med hende selv – det blev Henning, som tog tjansen foran den berømte, race-autoriserede amerikanske forfatter Chris Carters venlige blik.

Dommeren var også venlig nok til at tage det fra den humoristiske side at Henning tog 2 ½ omgang i ringen i stedet for 2 – og med den pels, som hun var i (eller nærmere: den pels, som hun havde tilbage), så var en placering som nr. 3 ud af fire var mere end fint. Den totale triumf var hjemme da vi fik kritikken og kunne konstatere at der ikke stod noget som helst om at handleren “needs more training”.

Feminine strong head – excellent stop – good bite – very nicely shaped eye – chest is ok – bones good – coat has good texture is on its way out – a little close going – ok comming – free and easy around the ring? – her coat was not to her advantage.

Det var så det udstillingsår. Berit fik hevet et flot CK hjem – og hvis teknikken vil, så er Ronia med i Årbogen i 2007. Det er vi faktisk både glade og taknemmlige over at der kunne lykkes. Hvor har vi dog lært meget, og hvor er der stadig meget at lære! Tak til alle jer, der hjælper med handling, tips, hårlak, fif, trim, foto, snor, gode råd og opmuntring!

Vi ses i 2007!

Det sker jo at tiden løber og der lige smutter en måned mellem opdateringerne. Det må være fordi at vi har det hyggeligt og hektisk i Holme. Familiefest, udstilling, udflugter og dejligt sommervejr. En af udflugterne har været et besøg på sygehuset, og naturligvis var Ronia med på turen. Hun lå rigtigt fint i kørestolen og lod sig tålmodigt fragte rundt i et lidt mere adstædigt tempo end vi sædvanligvis har på vores gåture. Stor fornemmelse for situationen – ingen tvivl om at hun har evner som hospitalshund.

På hospitals-udflugten, så besøgte vi også en af Bettinas veninder. Hun har småbørn – to styks – og det var jo spændende at se at Ronia faktisk også godt kunne finde ud af det. Tålmodigt og sød – men selvfølgeligt frisk på at snuppe en “nem” godbid hvis en af børnene skulle komme til at holde en godbid eller noget andet spiseligt ned i Ronia-højde. Den med at et barn kan blive ked af det, og ikke vil hundekontakten, det er hun dog ikke helt med på endnu. Men vi er da sikre på at Ronia går og gør god reklame for racen – bl.a. til en nyligt overstået familiefest i Holme, hvor tre af Bettinas små nevøer? da slet ikke kunne få nok af hende.

Ronia har også evner for at nyde livet og hygge. I går startede serien “Det er mig eller hunden” på TV-2, og ingen tvivl om at vi sidder klar for at se på Cairn-terrieren Oscar i næste uge. Selv har vi jo trænet først hos Kirsten i DTK og senest lokalt med Hanne fra Sjov hundetræning. Træningen med Hanne har været afslappet og – ja – sjov. Mere skæg og ballade end lineføring og dæk-sit-stå (selvom både afdækning og indkald naturligvis har indgået i pensum). Nu venter vinterpausen, og så må vi se hvad vi finder på til foråret.
Ronia er ofte mere en menneskehund end en hunde-hund når vi er nede på hundeområdet, og det kan godt være lidt frustrerende. Herhjemme er det til gengæld dejligt at hun er i godt humør, kommer når man kalder (det meste af tiden) og virker til at kunne lide at være hos “menneskeflokken”.

Udstillingskarrieren er der ikke den store grund til at prale højt med – i hvert fald ikke hvis man alene ser på det resultatmæssige. Hun har været på Jysk Cairn Skue og blev nr. 3 ud af 4 i unghundeklassen – og fik den største, fineste gule roset. Dommeren Arne Nielsens kommentarer lød:

16 mdr. tæve af god str., dejligt hoved, der bliver ødelagt af de lidt for lyse øjne, ok bid, lidt længere overarm kunne ønskes, velvinklet bag, god pelskvalitet, gode sidebevægelser.

Skuet var dog rigtigt lærerigt alligevel og det var spændende at følge Arnes bedømmelser, forklaringer og votering, men da han under bedømmelserne af hannerne nævnte “lyse øjne” som en af de generelle defekter, som han synes at han så hos mange af hundene, så vidste vi godt hvad klokken var slået. Flot trim (af Ellen og Berit) og fremragende fremvisning af Berit gør rigtigt meget, men øjenfarven står nu ikke sådan til at ændre. Ingen top-placering, men det blev så rigeligt opvejet af det hyggelige selskab.

I de sidste par dage er der dumpet PM’ere ind i brevsprækken for årets sidste, officielle udstillinger i Sunds og Herning — vi må se om vi skal have udstyret Ronia med et par sorte kontaktlinser eller om et par Gucci-solbriller ville klæ’ hende bedre. Og så frabedes enhver flabet kommentar om, at det ville have hjulpet på Hennings generelle tilstand & udseende med et par mørke dagen-derpå solbriller i Hammel.

Ronia har fået et griseøre.

Sådan en lækkerbisken skal gemmes et rigtigt godt sted.

Og når stedet er fundet, så skal der graves dybt så der er plads.

Den, der gemmer til natten, gemmer til katten?

Den kat finder aldrig mit griseøre!

For et års tid siden var Ronia på sin første bustur – det var ind til Festugen i Århus. I år var vi atter inde og se på pantomime og spas med "moster" Lone som Hr. Lorentsen i Latinerkvarteret. Samme hund, samme rygsæk, men hvor har Ronia da udviklet sig på alle mulige måder. Hun er blevet en lille dame, men er stadig lige tillidsfuld og blid, og det er jo helt utroligt så meget hun har lært.

Føtex har haft en Narnia-bæver på tilbud, og Ronia var meget forsigtig da vi kom hjem med den. Hvad var det dog for en pelsklump, som vi på den måde tog med ind i flokken… Uanset hvor meget hun snakkede hundesprog, så rørte bæveren sig ikke ud af stedet. Vi er sikre på at Ronia har ræsonneret at når det nu ikke var en hund, så var det jo nok et byttedyr, for hun er ikke i tvivl om hvor man ta’r fat om sådan en sumprotte. Bæveren har plastic-øjne, så hun får ikke lov til at lege med den alene, men når vi driller hende med den, så går hun direkte efter nakken – et godt bid og så er det slut med den frække bæver!

Det er ikke hver eneste weekend at vi tager ud til Moesgaard og går langs stranden og i skoven, men når man bor så tæt på, så er det fristende at køre derud. Ronia er vild med det, og vi kan have hende løs, for hun kommer jo som regel – ellers hjælper det at vifte med kaste-plasticdimsen eller lokke med gode, krydrede kyllingestykker, og det må gerne smage af noget. Hun er en lille Spice Girl.

Vi har stoppet med hundetræningen i Tingskoven. Trænings-tidspunkterne passede dårligt ind i vores kalendre, så nu hygger vi os med Hanne fra sjovhund.dk, som har træning på fælles-området hver mandag. Der er en hel del mere tricks end træningen hos Terrier-klubben – Giv Pote, High-five og andre tosserier, men der er også sporarbejde – og det skal Ronia nu nok blive helt god til. Det er nok næsten mere krævende for os mennesker at skifte træner end det er for Ronia.

I weekenden var der dobbelt-terrierudstilling i Søndersø, og selvom at vi næsten ikke kan vente med at prale, så må vi jo nok hellere starte med lørdagens resultater.
Vi var nær kommet for sent og havde været i tæt trafik og lang kø på motorvejen før Vejle. Ronia nåede at få sat lokkerne og så var det ellers ind i ringen med hende.
Dommeren var Lyudmila Tchistiakova (RUS) og hun havde fundet følgende poetiske strofer frem til at beskrive vores lille, dejlige guldklump:

Nice young female, good type and size, good bone and substance, nice head and expression, good top line but a little soft when moving, good angulations, nice coat, good movement, happy character.

Ronia var i hvert fald frisk og sprængfyldt med energi – og hun fik 1. præmie og blev placeret som nr. 4 med betegnelsen SL – der var 8 hunde i unghundeklassen, så vi var glade og rigtigt godt tilfredse da vi satte kursen mod Team TSC hovedkvarteret Abildgaard i Ørritslev, hvor Labradorfætter Harald og den lille ny Dalmatiner-collie-labrador-mix-kusine Molly ventede.

Efter en fin aften, hvor Ronia endeligt (efter al løbetids-ensomheden) fik leget godt og grundigt og vi tobenede nød den udsøgte forplejning, det uovertrufne selskab og de skønne omgivelser, så gik turen tilbage til Søndersø søndag formiddag. Geoffrey N. Thomas fra Wales stod for bedømmelsen, og han kunne også godt li’ det som Berit viste frem for ham:

Nice size bitch, very good head and expression, very feminine, very good shoulder, a shade upright in forearm, firm topline and well ribbed, in good coat, moved and showed well.

Berit viste hende frem til UG, og spændingen på sidelinien steg da 1. præmien var hjemme. Det blev til en 2. plads – og ikke nok med det! Øjne blev knebet sammen: -”Er det et bredt lilla bånd?” -”Det er da vist det smalle igen” -”Nej, den er da bred, den der!”.

CK’et var hjemme – og der var ikke et øje tørt. Vi var bare så stolte, glade og rørte. Det luner utroligt meget med en top-placering efter flere udstillinger med kritikker som har været fine nok, men hvor hun har været lidt for ung, lidt for hvalpet i bevægelserne eller hvad der nu har været af helt naturlige årsager til at det ikke er endt med en top-placering…

Det brede bånd var jo også en “billet” til at gå med om Cert’et, og Ronia fik da også sin runde i ringen med de 5 andre CK-tæver, og her blev hun ikke placeret. Med CK’et havde vi allerede fået mere end vi havde turdet håbe på. Cert’et gik til vinderen af unghundeklassen: Ellen Julsgaards Cale Hill Selma.

Stort tillykke til Ellen, og mange-mange tak til Berit for superb trim og handling.

Så er den rigtige sommerferie ved at være ovre. Vi har været på en improviseret tur gennem nordtyskland og både set hansa-stader og nydt skove og strande. Ikke meget var planlagt hjemmefra, og det har været bygevejr i hele ferien. På trods af det, så var det skønt at være udenlandsk og gennem hele ferien har vi været heldige med at finde hullerne i bygerne. Flere gange – blandt andet i nationalparken ved Müritz og Stralsund – nåede vi kun lige at smække bildøren før himlens sluser åbnede sig.

Tyskerne ved sandeligt hvordan man holder ferie. Vi overnattede på skønne steder i det tidligere DDR – på Landhotel Schorssow og på Hotel Bernstein i Prerow — der havde udvidet mottoet “Sie haben es gut” til også at omfatte de firbenede, som kunne gå i hundebaren. Ronia var ovenud begejstret for den service, og det var svært at få taget et foto af hende, hvor hun ikke står med snuden i skålen.

En aften mødte vi et par Cairns med ejere i Prerow, og Ronia fik snakket lidt hundsk med de to søde tyskere. Det var lige omkring 10.-dagen af Ronias løbetid og vi fik set “fænomenet” med at Ronia svirper halen til side når hun er “klar” — feriens tyske ord var uden diskussion “Laufig”, og bortset fra at alle gåture derfor var med snoren på, så tror vi også at Ronia synes om ferien. Hun var med omtrent overalt, og når hun ikke var med til f.eks. morgenmad, så gik det også helt fint for hende at være alene på værelset. Køreturene klarer hun også som den største selvfølge.

Netop fordi vi ikke havde planlagt noget – og fordi vejret så rigtigt dårligt ud i det meste af den nordlige del af europa, så gik vi faktisk ganske kortvarigt i tanker om at springe på et afbudsfly til et-eller-andet sted omkring middelhavet og så bare finde en god pension til Ronia. Helt fra starten af har vi begge to været enige om at Ronia altså “kun” er en hund, og ingen af os tror at hun tager skade af en uge i en god pension. Vi nåede også så langt at vi fik kigget på et par hundepensioner på internettet, men der skulle kun et billede af en hund bag tremmer til. før at vi måtte erkende at ingen af os havde hjerte til at gøre det. Tanken om Ronia på pension skal vi vist begge have god tid til at vænne os til…

Det er i hvert fald helt sikkert at uanset om turen falder forbi større byer eller den går til mere landlige omgivelser, så er Ronia den bedste feriekammerat, som man kunne ønske sig.

Hvor har der da været varmt mange gange i løbet af sommeren. Ronia har klaret det nogenlunde, hun gider godt at gå og løbe og lege, men det tager ikke mange kast med bolden før tungen hænger ud af munden og hun ikke gider løbe tilbage med fangsten. Så løber hun istedet hen hvor der er skygge og smider sig på maven.

Sommertid er også hvalpetid, og på det lokale hundelufter-område er der begyndt at komme en Golden Retriever-hvalp. En lille een som var 9-10 uger da vi først løb på ham. Nu er han 12 uger og allerede større end Ronia. Det går hurtigt i den alder.

Indimellem er turene gået til skovene syd for byen. Der er dejligt på Vilhelmsborg, når man kan gå i skovens skygge og lytte på at festspillet øver, og der er også dejligt ved Moesgaard og ved Fløjstrup skovpart og strand.

Bettina og jeg er vist enige om at Ronias 2. løbetid begyndte onsdag d. 9. august. Vi har længe gået og kigget efter at om den skulle være begyndt, men nu er den god nok. Hun lader stadig til at være rigtig dygtig til at holde sig selv ren, så bortset fra at det giver nogen begrænsninger på løbeturene uden snor, så er der ingen gene ved det.

Hun trænger efterhånden til at blive trimmet, men vi har jo også ligget underdrejet mht. stævner siden Ålborg. Om 14 dage går det dog løs i Søndersø – så vi skal en smut forbi Sporup i den kommende weekend så lokkerne kan komme til at sidde.

Bettina er begyndt at træne “pote” med Ronia, og det går ganske godt. Det går egentligt også rigtigt godt med indkaldene – hun er dygtig til at komme, selvom vi nogen gange mistænker hende for at have en 6. sans for hvornår det virkeligt er værd at komme (når vi har en lækkerbisken til hende) og hvornår det ikke giver noget afkast. Hun er også blevet rigtig dygtig til at hente bolde, og så er der lige det med tygge-tingene…

Henning havde en teori om at hvis man gav Ronia nogen lidt større tyggeting, så ville de ikke blive gravet ned. Den teori er blevet ahrøm… grundigt begravet. Alle tyggeben og -ringe bliver konsekvent gravet ned i haven (eller “ned” i sofaen under tæppet). Man kan nok godt tage en cairn ud af en gravemaskine, men man kan bare ikke tage gravemaskinen ud af en cairn.

Hundefætter-Haralds mennesker er igang med at flytte og renovere, og efter sådan en hård dag som gårdhund, så gør det godt at få en lille skraber i kurven. Det var vist omkring pinse at vi var en tur på Fyn for at hjælpe med at flytte, så billedet er ikke helt nyt.

Vores lille, første sommerferie-uge har ellers foregået i det østjyske sommerland. Temperature på omkring de 30 grader har lagt en dæmper på udfoldelserne, men vi har da været i Sunds (og i hundeskoven i Løvbakkerne ved Herning) og vi har været på Himmelbjerget, kørt gennem Landslejr-området ved Sletten og på en lille kanotur ved Ry.

Kanoturen var en fin oplevelse for Ronia. Hun var fremme og stå i stævnen, tilbage og hilse på Bettina-rorgænger og med snuden ud over kanten for at se på vandet og lappedykkerne. Nogle gange er Ronia ikke særligt tålmodig – hun piver hvis der sker for lidt. Vi troede måske at sådan en kanotur virkeligt ville udfordre hendes tålmodighed, men der er jo fugle at se på og søbred at følge med i, og flere af de andre kano’ister var højlydt imponerede at vores søde skibshund.

Ellers går det selvfølgeligt godt med Ronia. Bettina får brugt trimmebordet, og er ved at blive bidt af rulle-trimmeriet. Ronia finder sig i plukkeriet, men hun synes nok at det var mere hyggeligt hvis hun kunne blive fri for det. Til gengæld nyder hun at varmetid er istid, for hun er ved at få opdraget os til at den sidste mundfuld ispind er hendes. Fløde, sukker og vanillie er er guf for en hundetunge. Hvad Ronia så ikke ved, er at den slags også har konsekvenser. Sidst vi var hos dyrlægen, så rådede han os til at vi skulle begynde at vænne hende til tandbørsten – så vi på et tidspunkt kunne starte op med tandbørstningen uden alt for mange start-vanskeligheder.

Der er godt nok gået lang tid uden opdateringer. Der er vel ikke rigtigt nogen årsag til det – udover at vi har brugt tiden på Danah, eksamen, opgaver, haven, arbejde, udstillinger, træning og ferie.

På tidspunktet for sidste opdatering var Donna (som nu hedder Danah) stadig i huset. Vi har faktisk en hel billedserie liggende med billeder fra vores dage med Danah. Siden er Danah jo flyttet til Canada, og vi kan høre på nyhederne derovre fra at hun ikke bare klarer sig fremragende som udstillings-hund men også hygger sig og er præcis så fræk som hun også var her i huset. Skønt!

På udstillingsfronten havde vi Ronia med i Kolding og Hedensted først i april. Henning havde debut i ringen, Ronia havde debut i unghunde-klassen, og det blev hverken debutanternes dag i Kolding eller Hedensted.

I Kolding d. 1/4 var det Mary Middlehurst (GB), som skulle vurdere debut-præstationen. Det gjorde hun til et blåt bånd. Kritikken var ellers fin – og hun ramte hovedet på sømmet med sidste sætning (som Henning i hvert fald aldrig glemmer — resten af kritikken har forputtet sig i en reol et sted – vi opdaterer når den dukker op igen):

… Needs more training.

I Hedensted d. 2/4 var det Hanne Laine Jensen, som havde fornøjelsen af at bedømme begynder-handleren & hund – og det blev også til et blåt bånd:

Feminin med udemærket krop for alderen, tiltalende hoved og udtryk, god hals, lidt ustabil overlinje, tiltalende front og brystkasse, bagparten er for overvinklet og ustabil i bevægelserne. Pelsen specielt på hovedet kunne være mere hård, bevæger sig med tilstrækkelig lange skridt.

Den 13/6 var Ronia til sit første årlige sundehedscheck, og dyrlægens “kritik” på Sundhedsattesten lød: Ronia er sund og frisk, har et rigtigt godt temperament. Det er noget, som vi kan genkende i det daglige. Hun vejede 8,35 kg på dyrlægens vægt.

I Hobro d. 17/6 var det Allan Felders (GB), som var dommer. Hun fik 1. præmie og blev placeret som nr. 4 med SL og kritikken:

Very promising red youngster, pleasing head and expression, good coat, good mouth, should have a bright future.

Dagen efter var det Michael Kirby (IE) som bedømte Cairns. Ronia fik 1. præmie igen, men blev ikke placeret. Kirby’s kritik var også fin:

Nice type, good head, ears and expression. Straight front. Well laid shoulders. Correct body. Good legs and feet. Moves a little close behind, toes in in front.

I Ålborg var det vist Gurrehuset Bessie som vandt klassen, men vi havde så travlt med at være glade at vi ikke fik registreret hvem der vandt i Hobro. Til gengæld havde vi ikke svært ved at registrere hvilken forskel, som en dygtig handler gør. Berit handlede Ronia i både Ålborg og Hobro – og det gik jo bare helt anderledes godt.

Ellers træner vi stadig på livet løs hos Kirsten i Tranbjerg. Ronia har snuset til lidt spor, og så arbejder vi stadig med lydighed (dæk-og-bliv-liggende, apport, fremad-sendelse og som altid indkald, indkald og atter indkald).

Der er også stadig Onsdags-hundetræf i det nu indhegnede område mellem Håndværkerparken og Holme Parkvej, hvor Ronia boltrer sig med sine Collie- og labrador-venner — det hjælper også på jævnbyrdigheden at Danah fik lært Ronia at man godt må sige fra hvis en af de unge labrador-lømler bli’r ved med at rende og snuse.