Fire små hvalpe blev det til

08:33 , ,

Både moderen, de fire hvalpe og os mennesker har det godt. De fire hvalpe er nok dem, der er mest friske efter en lang nat på fødestuen. Det endte med 3 hanner og 1 tæve – født mellem ca. 02:00 og 05:00 i nat – og Ronia tager sig rigtigt godt af de små. De er blevet behørigt slikket og har fundet frem til mælken – og vi har fået dem vejet. Vi er rigtigt spændte på at fortælle mere om det hele, men lige nu har vi vist mest brug for et par timers tid på langs.

Så er fødslen nært forestående

20:01 , ,

Det her bliver nok det sidste billed af Ronia før hun føder. Ved målingen i morges var temperaturen faldet og her til aften ligger den på 36.5. Ronia puster og pusler i kassen. Det er vist ved at gå op for hende at hun skal føde indendørs og ikke i det fine, skyggefulde hul, som hun har gravet ude i haven.

Sol på den store mave

12:25 , ,

Bettina har knipset endnu et havebilled, hvor man rigtigt kan se Ronias mave, og fornemme hvor meget hun nyder at ligge og slappe af. Vi mennesker går selvfølgeligt og er helt vildt spændte på hvornår hun nedkommer og hvor mange hvalpe der kommer.

Terminen nærmer sig

20:17 , ,

Nu varer det ikke så længe før Ronia føder – hun skulle gerne være på vej ind i den sidste uge nu. Hun er godt tyk og gider kun lige netop at løbe efter bolden når vi en sjælden gang kaster den, og når hun så kommer hen til bolden, så lægger hun sig bare og slapper af. Hun er klog nok til at vide at hvis hun kommer tilbage til os med bolden, så risikerer hun bare at vi kaster den igen.

Fødekassen er lavet og sat frem. I begyndelsen af natten lægger hun sig stadig ind under vores senge på hendes sædvanlige soveplads, men de sidste morgener har hun lagt i fødekassen når vi vågner.

Ellers går tiden med afslapning, med at spise og med at nyde det dejlige maj-vejr. Og os mennesker går og kæler og stryger og mærker på hendes mave for at opleve hvordan hvalpene sparker, og så er vi begyndt at tage hendes temperatur to gange om dagen.

Morgenhår og mave

10:04 , ,

Mens maven vokser, så slapper Ronia af i haven.

Hun nyder at vejret har været så skønt i maj, og vi nyder at se hendes mave vokse.

Hun begynder at være besværet af den store mave. Hun ligger ikke så meget i sofa-stolen længere, men når hun en sjælden gang hopper op i den, så er det med et anstrengt grynt. Billederne fra haven er taget her til formiddag.

I weekenden havde vi besøg af lille Victor, som vågede over Ronia hele dagen. Han var også ret vild med at snuse Ronia i måsen. Det var Ronia nu ikke så vild med, så han blev sat på plads flere gange. Ronia er faktisk ret klog på hvilke hunde, som hun kan sætte på plads med knur og hundesprog og hvilke, som hun selv skal passe på ikke at knurre efter.

Sommerhvalpe på vej

15:58 ,

I de første dage i april blev Ronia parret med Berits skønne Barney (også kendt som DKCH FINCH Xtra Smart of Barnsley), og nu er vi altså ved at kunne se på Ronia at hun er med hvalpe, og så er det jo bestemt ikke for tidligt at få blogget om det.

Far: Xtra Smart of BarnsleyVi har jo haft god tid til at kigge os en hanhund ud, og det er selvfølgeligt ikke tilfældigt at valget faldt på Barney. Det har betydet meget at vi har kunnet følge ham og se hvordan han fungerer hjemme hos Berit, og vi er faldet pladask for hans glade, kærlige, legesyge væsen.

I tilgift ser han jo drøngodt ud, matcher Ronia godt i størrelsen og det er selvfølgeligt også væsentligt at vi tror at han vil kunne bidrage med nogle af de ting, som udstillingsdommerne indimellem synes at der er Ronias svage sider – lidt mørkere øjne, f.eks.

Selv håber vi naturligvis på at resultatet bliver nogen små, uimodståelige, racetypiske, sunde, frække guldklumper – hvalpe, som er robuste, har nemt ved at lære, nemt ved at tilpasse sig og kommer til at fungere godt i hverdagen.

Mor: Lachleen Like a FlowerIndtil nu har Ronia været lige til at stille uret efter. Det gælder løbetider, og at hendes patter skulle blive større efter 4 uger, og også at vi nu – et par uger senere – begynder at kunne se- og mærke på hende at hun er med hvalpe.

Det betyder også at vi må til at indstille agility-træningen. Ronia er ellers blevet rigtig dygtig, og gør enhver fordom om at Cairn Terriers ikke kan trænes, til skamme. På banen er hun glad, hurtig og ivrig – selvom det naturligvis indimellem sker at koncentrationen svigter. Vi må se om det lykkes at få Ronia i form, så vi kan nå og få startet i et par løb i efteråret. Talent har hun i hvert fald, og vi regner bestemt med at hvalpene på samme måde bliver fyldt med frisk og sporty energi.

Som sagt, så har Ronias biologiske præcision været ret go’ indtil nu, så vi forventer at hun føder engang omkring 4.-7. juni og det vil jo så betyde at vi forhåbentligt har et kuld salgsklare sommerhvalpe ultimo juli.

“Salgsklar” er sørme et uvant ord at skrive. Vi glæder os enormt, også selvom at Berit har belært os om at efter 8 uger med utætte, krævende hvalpe, så er man ret klar til at lade hvalpene flytte ud til deres nye, kærlige, spændte familier.

Udstillinger i 2007

21:25 , , ,

Vi er vist kommet alvorligt bagud med at få berettet om Ronias udstillingskarriere, men efter sidste officielle udstilling i 2007, så kan vi næppe undgå at skulle gøre status. Og hvilken status!

For os startede udstillingsåret i mellemklassen lørdag d. 17. februar i Søndersø med belgiske Liliane de Ridder-Onghena som dommer og en 1. præmie men ingen placering og kritikken:

18 months, scissor bite, nicely proportioned head, good ear, set middle, brown eyes, sufficient shoulder angulation, rich bone, good feet, nice step of body with good topline and tailset, rather narrow in the rear movement (det er i hvert fald hvad vi mener at der står)

Efter en overnatning i Ørritslev gik turen ind til Odense Congress Center, til rampelyset og engelske Bryn W. Cadogan’s skarpe blik:

Nice size, pleasing head, a little reluctant to use her ears, good front, coat texture and topline good, not always showing to advantage but a very nice bitch

Sådan en “nice bitch” som ikke vil bruge sine ører får en 1. præmie og bliver placeret som nr. 4 i klassen – så det var resultatmæssigt egentligt et fremskridt i forhold til lørdagen. Så hvilke fremskridt kunne det ikke blive til når turen gik til Hårlev-hallen og DTK dobbelt-udstillingen. Vores første udstilling på Sjælland – og de sidste optrædener i Mellemklassen!

Lørdag havde L. Coleman Hutchinson fra USA spidset pennen og noterede sig følgende:

Very well balanced, very typical head, free flowing movement, moved very true in front, a little bit close in the rear, would prefer slightly darker eye, correct angulation front and rear.

En Fortrinlig 1. præmie og vi kunne tage tilbage til Wittrups motel og lade op til søndagens show i de skønne omgivelser og det gode selskab af Cairn-folk. En rigtig god opladning til søndagens fremvisning for engelske A. R. Mordue, som dog havde spidset pennen yderligere og raskt uddelte en 2. præmie og på samme tid noterede sig følgende, overvejende rosende, betragtninger om hende:

red brindle who needs a harsher coat, nice feminine head, nice to handle on the table, has nice overall length of leg, shows well with encuragement, moves very freely

Nå… En exit fra mellemklassen med et blåt bånd. Det var en lille smule øv. Men sådan går det jo op og ned.

Lørdag d. 11. august og søndag d. 12. august var der udstilling i Vejen. Lørdag var dommeren Marit Sunde fra Norge som bedømte Ronia med den her norsk-klingende kritik:

Fin model, vakkert hoved og udtryk, kunne være bedre vinklet frem, god krop, en anelse lang i lænden, god men noget åben i pelsen, bra bevægelser, bra temparement.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4, så det var jo ganske udmærket. Og det var vejret også.

Søndag var det David Anderson fra England, som bedømte Ronia med følgende ret korte kritik:

Typical head and expression, good neck and shoulder, level topline, moving very close behind.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4 i Åben klasse – og så havde dommeren også lige et af de eftertragtede, brede lilla bånd i ærmet. Yes!!! Årbogspladsen var hjemme! Berit lod Annika fra Finland om præsentationen, og det gik altså absolut fremragende.

Blandt de andre, væsentlige resultater for dagen er det værd at fremhæve stillingen i Holme Parkvej-mesterskabet i kagebagning: 1-0 til Henning.

Lørdag d. 25. august var der Jubilæumsudstilling på ”hjemmebanen” i Bellevue-hallerne i Risskov. Klassen i Århus blev bedømt af Mrs. S. Braybrook fra England, som bedømte Ronia til en 2. præmie med vurderingerne:

Coat is on the blow, however very well-balanced bitch with feminine expression, not happy with her tail today, the back hocks are too close and they need to strengthen, handled well.

Så meget for den højt besungne hjemmebane-fordel!

Vi springer videre til næste stævne i Herning 3. november. Her var det hollænderen Arend Scholten, som bedømte hende med ordene:

2 years, exellent type, nice feminine head, scissorbite, good expression, good angulation both ends, good ribbs, good body, good coat, nice temperament, good mover

En lidt bedre kritik, som i første omgang kastede en 1. plads af sig, og derefter placerede han hende først i klassen og gav hende CK! I runden om Cert’en kiggede han længe på hende, men valgte til sidst en anden til at stå blandt de sidste fire tæver. Tæt på – men CK’et var hjemme og vi var ovenud tilfredse.

Når der er stævne i Herning, så er der som regel også stævne i Sunds dagen før eller efter. Således også denne gang, hvor søndagens klasse skulle bedømmes af engelske Ronald Irving. Om Ronia skrev han i kritikken:

Moved ok behind but could do better in front, pleasing head and expression, good a ears, ok topline, carrying a bit too much weight, enough length of body, good rib, carried well back, ok in feet

Fin kritik, 1. præmien var hjemme og han satte hende på en placering som nr. 2 i Åben Klasse – og sandelig om det ikke blev til endnu et CK. Fantastisk flot fremvisning af Berit begge dage – ja, hele året!

Berit mente at Ronia var mere koncentreret når det gik løs i ringen end tidligere, og det er helt sikkert at den fine, ikke-strammende udstillingssnor passer Ronia rigtigt godt. Vi tror også at hun er blevet bedre til at høre efter, koncentrere sig og ”følge føreren” af den agility-træning, som vi har gået til i DKK-Viby i efteråret.

Vi fortsætter med Agility-vintertræningen i løbet af vinteren, men til foråret må vi se om vi bliver nød til at tage en pause. For planen er stadig at Ronia skal ha’ et kuld hvalpe i forsommeren.

Tilbage resterer kun juleskuet i år, men det bliver jo nok ikke med Berit som pilot, så det bliver et hyggestævne, hvor målet er at undgå en kritik, hvor der står ”handler needs more training”.

Overnattende gæst

23:47 ,

I dag har vi haft en overnattende gæst: Hardie, som er med herhjemme i Holme og skal med på udstillingen i Vejen i morgen igen. Vi lover at skrive lidt mere om det senere.

Ronia deler uden de store protester sin legetøjs-bæverdyr med Hardie

Selvom man kan sige at man oplever en masse på en sædvanlig gåtur med Ronia, så oplever man nu bare endnu mere når der er en ekstra hund med!

Show-stjerner!

På aftenturen fik Ronia og Hardie øje på en hare i fuld firspring på vej væk, som ingen af dem rigtigt vidste hvad de skulle tænke om. Og Ronia fik skræmt en kat op, som hun havde lyst til at jagte. Men den var Hardie ikke rigtigt med på.

Der var også nogen, som skød raketter af, og her var det helt klart Hardie, som blev skræmt – ja, nærmest panikslagen. Men så er det jo godt at Ronia var lidt mere rolig og kunne lede an væk fra de grimme lysglimt og brag.

Mix-double i Lydighedsdresur!

Hardie opfører sig eksemplarisk, men vi er nu alligevel glade nok for at vi har valgt en tæve. Det med at hanhundene stoppe ved hver lygtepæl og hvert et træ for at snuse og lette ben, er jo fuldstændigt rigtigt — og det er jo godt nok at få bekræftet og genopfrisket engang imellem. Med sådan nogen tæver bliver gåturene afbrudt en hel del færre gange.

Ronia på boldjagt

22:46 ,

Ronia på Hundeområdet i fuld firspring efter bolden

Ronia elsker at jagte bolde. Den bedste bold er en halvskæv, snasket een fra sidste sommer. Den var oprindeligt helt orange, men nu er den nærmest Ronia-farvet. Vi har før kastet den, hvor den er hoppet langt og forsvundet mellem højt græs og tidsler. Efter at have ledt længe efter den, så var Henning var klar til at opgive og gå videre – men Ronia var ikke klar til at opgive og fandt selvfølgeligt bolden til sidst. Ronia kan godt være stædig, selvom det nu ikke er hendes mest fremtrædende karaktertræk.

Så blev det sommer

10:41 , ,

Den tunge blå bold er supergod i havenSjældent har Henning da ventet så længe og kigget så langt efter posten. Men i går kom den gule postbil endeligt med pakken. Det første indtryk er at det er et herligt legetøj, sådan et Olympus E-510 kamera. Det er noget helt andet end det gamle Sony-kamera, som jo faktisk var helt umuligt at arbejde med når Ronia bevægede sig. Men der er sørme godt nok meget at lære før billederne bliver helt perfekte, knivskarpe og velkomponerede.

Ronia kan også aflevere bolden i hånden på kasteren, men det er lidt svært når kameramanden har begge hænder optagetEllers går det udemærket i Holme og med Ronia. Det føles som om at hun er blevet større og lidt mere firkantet, og lige nu er hun i et fantastisk godt humør – og som det måske kan anes på billederne, så holder Bettina flot pelsen i ave. Vi har jo kun været til et par stævner i 2007 – og der har ikke været det helt store at prale med. Tre 1. præmier og en 2. præmie – en enkelt placering som nr. 3-4 stykker i Hårlev og på Fyn, og det bliver heller ikke til så mange sommer-stævner før efteråret.

 

 

«« Tidligere indlæg Senere indlæg »»