juli 1, 2008
17:03
Hvalpe, Ronia
Så blev de små hvalpe 4 uger og de tre knejter er halvvejs i forhold til at flytte hjemmefra. Alle vejer nu over 1 kilo, så det passer udmærket i forhold til alle gængse tommelfinger regler. Det skrider planmæssigt fremad på alle området, og vi er ved at finde ind i en rytme med dem, hvor vi ofte lige får dem snuppet og hjulpet ud og tisse.
Det er jo også blevet juli måned – og vi glæder os over vejrudsigten de næste dage. Det bliver dejligt med lidt varme og lidt udeliv på terrassen. Billederne herunder er fra den anden dag (Hvalp1) og fra i dag (de andre hvalpe).
juni 28, 2008
16:52
Hvalpe, Ronia
Vi eksperimenterer videre med den faste føde. Det går tydeligvis fremad med at lære for dem allesammen. En avis på terrassebordet, en underkop med mad og lidt støtte virker til at give en god lærings-situation.
juni 26, 2008
15:07
Haven, Hvalpe, Ronia
Så har de små været i haven for første gang – kun lige nogen få minutter, men vi tror at de synes at det var fint nok. Ronia virkede rigtig glad over at få hjælp til at passe stillingen som parkbetjent. Hun havde nu godt nok også sit at se til i går, for der gik et pindsvin rundt udenfor hegnet og puslede.
Som I kan se, så går det bedre og bedre for dem allesammen med at styre benene og balancen.
juni 26, 2008
00:01
Hvalpe, Ronia
Der er ikke så meget at berette fra i dag. Vi har givet ormekur 2. gang og prøvet lidt med fast føde igen. Det var hvalp nr. 2 som umiddelbart bedst har fattet at den blendede blanding af A-38 og opblødt hvalpefoder er til at spise og ikke til at vralte eller skøjte igennem. Resten af dem har stadig noget at lære. Suk.
Tidligere i dag har Bettina haft dem på bordet og hyggenusset med dem, og de små basser har også været i hvalpegården igen i dag – bare en kort tur for lige at vænne sig til omgivelserne ude i stuen – lige nu til aften har den største af dem, hvalp nr. 1, ret store problemer med at holde balancen på aviserne og det glatte gulv. Det går bedre med balancen i hvalpekassen, hvor underlaget er mere uldent.
juni 25, 2008
11:00
Hvalpe, Ronia
Vi hygger os stille og roligt herhjemme. I mandags var der jo Sct. Hans og i går blev hvalpene 3 uger. Der bliver mere og mere liv i hvalpekassen – balancen bliver bedre, hørelsen og synet forbedres også og det sker ikke så sjældent at de små slås og har bidekampe.
I stuen er hvalpegården sat op og de små har prøvet at være i den et par gange. Vi har haft besøg af et par nabo-børn, så det skrider fremad med den første, forsigtige socialisering.
Vi har også givet ormekur og så har vi gjort vores første forsøg med fast føde. Det varer nu nok lige et par dage før de små forstår hvad det går ud på.
juni 21, 2008
12:48
Hvalpe, Ronia
Det kribler i vores fingre for at nusse med dem hele tiden, og de første hvalpe er begyndt at forsøge at balancere lidt mere. De kan selvfølgeligt ikke gå, men de træner i hvert fald balancen og skubber mere og mere opad for at få maven fri af underlaget når de kravler rundt.
juni 19, 2008
23:13
Hvalpe, Ronia
Bare et par hyggebilleder. Vi tror at ørerne er ved at åbne sig, og at det ikke varer længe før de hører hvad vi siger. Men det er jo aldrig til at vide med sådan nogen Cairn-terriere! Ronia har i hvert fald indimellem en ret selektiv hørelse. Hun kan godt høre harerne, der pusler på marken – men har svært ved at høre os mennesker, der står i døren og kalder hende ind.
juni 18, 2008
22:42
Hvalpe, Ronia
Hvalpene har fået øjne helt efter planen. Den fjerde hvalp fik øjne sidst – men det er stadig begrænset hvor meget de rent faktisk kan se – sådan nogen nye hundeøjne er ret meget ude af fokus i de første dage. Der er som sædvanligt flere billeder på hvalpesiden. Så mangler næsten kun hørelsen og balancen.
juni 15, 2008
00:53
Hvalpe, Ronia
Den anden dag arrangerede vi rigtigt hvalpene på ryggen til fotografering. Vi har tilføjet et par billeder fra den seance på hvalpesiden under nogen af hvalpene. De har ikke fået øjne endnu, men vi synes at vi kan se at sprækkerne bliver større og større.
juni 13, 2008
08:46
Hvalpe, Ronia
Ved morgenvejningen kunne vi konstatere at de små basser nu alle har tredoblet deres fødselsvægt. De er en smule foran i forhold til tommelfinger-reglen om at fordoble på første uge og tredoble efter to uger, så Ronia må jo passe godt på de små.
Da Henning skulle på arbejde i går, så stod Ronia klar ved hoveddøren og ville gerne ud. Det plejer jo at være proceduren, at hun får en gåtur før vi tager på arbejde. Så det måtte hun jo hellere få, og hun nød helt åbentlyst at være ude at gå en lille tur igen.