Overalt hvor Ronia kommer frem, så vil børn og voksne snakke og klappe. Det er ikke nødvendigt at indlægge pauser på gåturene – Ronia er i sig selv en omvandrende pause, som kun venter på nogen mennesker til at udløse den.

Ronia har indtil nu opført sig eksemplarisk – uanset om det er børn, voksne eller ældre som vil klappe.

Herhjemme er det en anden sag. Vi forsøger at styre hendes bidetrang med afledning, ignorering, dæmpe-signaler, små timeouts, høje hyl og brum. Indimellem har det en varig effekt (f.eks. med havelysene, som hun ellers var lidt vild med at bære rundt på de første par dage) og andre gange (f.eks. med strømpefødder, tæer og fingre) så er effekten mindre markant. Der var ingen, som sagde at det kun skulle være nemt at være Cairn-ejer.

Tirsdag var en mærkedag for Ronia. Det var første gang, hvor det lykkedes hende at få ændret en husregel.

Vi havde egentligt besluttet at hun ikke skulle være i sofaen, men gennem vores Alene-Hjemme øvelser, så gik det op for os at hun sikkert alligevel ville hoppe derop, og at vi nok ikke kunne håndhæve den regel i de næste 13 år alligevel. Så hvorfor fratage sig den fornøjelse, som det er at ha’ hende i sofaen – ovenikøbet på det tidspunkt, hvor hun er allermest kær.

Plus at vi jo har læst i Cairnbogen at man ikke skal opstille for mange forbud for sin Cairn – så det er alene for hendes eget bedste at hun nu får sofa-adgang. Hmmmm…

Billedet er fra onsdag, hvor hun hygger sig i sofaen med Bettina. Reglen om “ingen hund i sofaen” holdt altså i tre dage.

Vi vejede også Ronia d. 27. – hun vejede 2.230 g.

Tirsdag d. 26. gik vi en tur ved Moesgaard strand, og Ronia fik brændt masser af krudt af. Hun går faktisk overraskende pænt i linen. Hun går allerpænest når hun kan få lov til at gå mellem hendes to mennesker.
 
 
 
 
 
 

Mandag d. 25. må være en af de sidste dage før ørerne rejste sig. Det var også dagen for den første gåtur udenfor storparcellen. Vi vejede hende også mandag: 2.170 g.
 
 
 
 
 
 
 

Cairns er naturlige, små gravemaskiner. Ronia har fundet et godt gravested under vandingskassen med tomater. Hun graver faktisk fra begge ender. Jeg er sikker på at hun har hørt om tunnelborer-maskinerne under Storebælt – men jeg er ikke helt sikker på at hun får lov til at grave hele tunnelen til ende — i hvert fald ikke så længe som der er tomater og vand i kassen. Billedet er fra søndag d. 24. juli. Søndag eftermiddag havde hun været på sin første springtur gennem hegnet. Bettinas mor, Bente, kaldte hende dog kvikt tilbage igen. Cairns er også jagthunde, og det skal de nok sørge for at minde os om.

Hvor er det herligt at få en lille pause og en kvart hundekiks til middag. Det er stadig første dag, ørerne hænger men humøret var højt fra første færd. Berit havde vejet Ronia og resten af pigerne i kuldet – de vejede allesammen lige omkring 2.000 g.
 
 
 
 
 

Ronias første skridt ud på græsplænen i Holme d. 23. juli – turen hjem fra Berit gik rigtigt godt. Bettina sad på bagsædet med Ronia i transportkassen, og Ronia peb hjerteskærende til at begynde med. Så tog Bettina hende ud af kassen og fik hende til at slappe af og satte hende ind igen. Derefter peb hun kun en smule, og fra Låsby og til Holme var hun stille.