Det sker jo at tiden løber og der lige smutter en måned mellem opdateringerne. Det må være fordi at vi har det hyggeligt og hektisk i Holme. Familiefest, udstilling, udflugter og dejligt sommervejr. En af udflugterne har været et besøg på sygehuset, og naturligvis var Ronia med på turen. Hun lå rigtigt fint i kørestolen og lod sig tålmodigt fragte rundt i et lidt mere adstædigt tempo end vi sædvanligvis har på vores gåture. Stor fornemmelse for situationen – ingen tvivl om at hun har evner som hospitalshund.

På hospitals-udflugten, så besøgte vi også en af Bettinas veninder. Hun har småbørn – to styks – og det var jo spændende at se at Ronia faktisk også godt kunne finde ud af det. Tålmodigt og sød – men selvfølgeligt frisk på at snuppe en “nem” godbid hvis en af børnene skulle komme til at holde en godbid eller noget andet spiseligt ned i Ronia-højde. Den med at et barn kan blive ked af det, og ikke vil hundekontakten, det er hun dog ikke helt med på endnu. Men vi er da sikre på at Ronia går og gør god reklame for racen – bl.a. til en nyligt overstået familiefest i Holme, hvor tre af Bettinas små nevøer? da slet ikke kunne få nok af hende.

Ronia har også evner for at nyde livet og hygge. I går startede serien “Det er mig eller hunden” på TV-2, og ingen tvivl om at vi sidder klar for at se på Cairn-terrieren Oscar i næste uge. Selv har vi jo trænet først hos Kirsten i DTK og senest lokalt med Hanne fra Sjov hundetræning. Træningen med Hanne har været afslappet og – ja – sjov. Mere skæg og ballade end lineføring og dæk-sit-stå (selvom både afdækning og indkald naturligvis har indgået i pensum). Nu venter vinterpausen, og så må vi se hvad vi finder på til foråret.
Ronia er ofte mere en menneskehund end en hunde-hund når vi er nede på hundeområdet, og det kan godt være lidt frustrerende. Herhjemme er det til gengæld dejligt at hun er i godt humør, kommer når man kalder (det meste af tiden) og virker til at kunne lide at være hos “menneskeflokken”.

Udstillingskarrieren er der ikke den store grund til at prale højt med – i hvert fald ikke hvis man alene ser på det resultatmæssige. Hun har været på Jysk Cairn Skue og blev nr. 3 ud af 4 i unghundeklassen – og fik den største, fineste gule roset. Dommeren Arne Nielsens kommentarer lød:

16 mdr. tæve af god str., dejligt hoved, der bliver ødelagt af de lidt for lyse øjne, ok bid, lidt længere overarm kunne ønskes, velvinklet bag, god pelskvalitet, gode sidebevægelser.

Skuet var dog rigtigt lærerigt alligevel og det var spændende at følge Arnes bedømmelser, forklaringer og votering, men da han under bedømmelserne af hannerne nævnte “lyse øjne” som en af de generelle defekter, som han synes at han så hos mange af hundene, så vidste vi godt hvad klokken var slået. Flot trim (af Ellen og Berit) og fremragende fremvisning af Berit gør rigtigt meget, men øjenfarven står nu ikke sådan til at ændre. Ingen top-placering, men det blev så rigeligt opvejet af det hyggelige selskab.

I de sidste par dage er der dumpet PM’ere ind i brevsprækken for årets sidste, officielle udstillinger i Sunds og Herning — vi må se om vi skal have udstyret Ronia med et par sorte kontaktlinser eller om et par Gucci-solbriller ville klæ’ hende bedre. Og så frabedes enhver flabet kommentar om, at det ville have hjulpet på Hennings generelle tilstand & udseende med et par mørke dagen-derpå solbriller i Hammel.

Så er det godt nok blevet den mørkeste tid på året. Det må nødvendigvis være lidt surt at være både menneske og hund i den her tid. Ronia viser godt nok ingen tegn på vinterdepression og med en krudtugle som hende i huset, så kan man ikke undgå at være i godt humør.

Hun har jo passeret de 6 måneder nu, og også de 6 kilo. Vi var nede ved dyrlæge med hende på hendes ½-års fødselsdag (6.2 kilo), for hun var begyndt at nyse, og vi synes også at hun hostede for meget. Dyrlægen kiggede og lyttede grundigt på hende, og mente at det var endnu en variation over den kennelhoste, som hun ikke helt var kommet sig over. Hun har ikke på noget tidspunkt haft det rigtigt skidt, så vi er nok bare lidt forsigtige.

I mandags købte vi en sele til hende, og den irriterer hende helt klart mindre end halsbåndet. Så vi kan ikke helt lade være med at tænke på om halsbåndet mon var årsagen til at hun hostede når vi begyndte at starte op på gåturene igen… Årsag? Virkning? Vi er i hvert fald glade for at hun nu hoster næsten-ingenting.

Der var sidste omgang hvalpetræning i sidste uge – så nu går vi og venter på forår og unghunde-hold. Hun er blevet bedre til at høre efter og bedre til at komme når man kalder. Vi træner ja/nej-øvelser med guffere, repeterer sit, stå, dæk og plads, gå pænt og kom. Vi har også taget fat på Aflevere-øvelsen med guffere i et plastic-pilleglas. Det er en krævende øvelse, for hun er en lille, selvstændig dame der allerhelst selv vil åbne pilleglasset.

Ellers udviser Ronia fin, kæk, modig Cairn-adfærd i det daglige – også overfor julepynt, lyskæder og den slags. Først årvågen og så nysgerrig. Gumle-ringe og gnave-stænger bli’r også udsat for Cairn-adfærd: de bliver prompte gravet ned hvis hun ser sit snit til det. Bettinas Azalier får jævnligt luftet rødderne, for hvorfor stå og grave i klæg lerjord hvis der er et blødt surbundsbed i haven?

Lige nu er det lørdag og Ronia skal udstilles i morgen på Terrier Klubben Kreds 11’s juleskue. Før sådan en begivenhed, er det naturligvis nødvendigt at blive trimmet. Når man går op og ned af hende til daglig, så kan det måske godt være lidt svært at se præcis hvornår hun er blevet for langhåret, men billederne her taler vist for sig selv.
Fra Beast til Beauty på en god times tid — og da først at Berit og Ronia havde fundet ud af hvem der var overhunden, så gik det faktisk udemærket.

Med Ronia bli’r selv små hverdagsopgaver i øjeblikket til… ahrøm… spændende hundetrænings udfordringer. Det er ellers gået udemærket med indkald i dag, men når man så lige skal ud med skraldet, og ikke når at få lukket hoveddøren hurtigt nok, så smutter hun altså. Og i aften tog det 30 minutter før hun havde fået raset ud ude på det grønne område og markerne. En halv time i let frostvejr og med pivedyr, guffere og “Ronia, Ronia, Ronia”… Det er i hvert fald aldrig kedeligt at bo med en Cairn – og hun er tilmed dygtig til at motionere sine ejeres humoristiske sans. Og så er der ikke skrevet så meget som et ord om Bettinas briller.

Det passer ikke helt når vi indimellem praler med at Ronia ikke har ødelagt noget. Bettina har i hvert fald fundet ud af at kapilærkassen ikke længere holder vand, og den er nok ikke holdt op med at fungere ud af ingenting. I fredags gik det også ud over en gæsts bukseben og hun har gnavet lidt rigeligt i en pileflet-kurv med blade og aviser, som stod i hundehøjde.

Men det ændrer nu ikke på, at vi bliver mere og mere glade for den lille spilopmager. Det går også bedre med gåturene – det er ikke helt så meget “stop-and-go”. Det er godt at man har fået læst “På talefod med hunden” – selvom man måske ikke altid forstår hvad der udløser en reaktion fra Ronia, så har man læst sig til at være lidt bedre til at tolke signalerne og komme videre på en konstruktiv måde.

Ronia er en rigtig udehund, og hun kan faktisk godt finde ud af at rende rundt ude i haven uden at der går “højrøstet parkbetjent” i det hele. Hun har hygget sig meget udenfor i august og september. Når vi kommer hjem og åbner terassedøren, så går hun næsten altid ud og slikker sol.

Apropros graveri, så skal vi nok på en efterårs-tur i sommerhus på vestkysten med labrador-fætter Harald + ejere + mormor-Bente. Jeg er sikker på at det bliver en stor oplevelse for Ronia at grave i- og løbe op og ned i vesterhavsklitterne.

Bettina fandt et link til hundeskove i Århus Kommune, og det som Århus kommune kalder for “hundeskove”, er tilsyneladende primært de hersens “snor-frie” områder. Dem er der dog tilsyneladende adskillige af i kommunen.

Vægten er vist oppe på ca. 4 kilo. Badevægten siger 4.2 kg, og det bedste bud på køkkenvægten var vist 4.030 gram. Det er i hvert fald sikkert at hun vokser, for hun ka’ faktisk ikke sidde i den gule “vejeskål” længere.

Og så lige et link i kategorien “Hvis man ønsker sig en hund, som man kan slukke for“. Det er Shigeru Miyamoto som står bag, så det er naturligvis allerede et monsterhit i Japan.

Stå! – og så en godbid. I går aftes prøvede vi at træne “Stå!” og det var næsten som om at Ronia havde fattet legen. Men her til morgen må vi konstatere at den slags indlæring ikke sidder ret godt fast i små Cairn-hoveder.

Ronias menneske-mor #1: Berit, kom forbi til en snak og et kig i dag. Vi fik svar på alle vores spørgsmål om mad, alene-hjemme, koncentrations-svigt og en masse andre ting. Det var rigtigt dejligt at få bekræftet at Ronia på alle måder er en normal-Cairn i normal-området både hvad angår vægt og adfærd — specielt når man, som os, er forsigtige og bekymrede førstegangs-hvalpeforældre.

Og vægten? Den lå i dag på 2.560 g

Det er sjovt som gode og “dårlige” dage med Ronia har det med at veksle. (i parantes bemærket: en “dårlig” dag er altså stadigvæk fyldt med fine oplevelser, og man kan sagtens finde flere gode, positive ting at sige end dårlige…)

Måske kan man bedst forklare det ved den gamle traver med at der ikke findes problemer [med en Cairn], kun udfordringer, og vi er rigtigt glade for at ha’ mere end et sæt øjne til at betragte, forklare og løse de udfordringer, som Ronia beriger vores hverdag med.

For at svare på overskriftens spørgsmål: Alting er altid hundeejernes skyld!

Vores nuværende teori om hvorfor hun har taget på springture gennem hegnet, er at det skyldes at vi er i haven for længe for at vente på at hun sætter sig. Det er tid, hvor vi naturligvis forsøger at få hende til at slappe af ved ikke at gøre noget. Og så kommer hun til at kede sig, og så går hun (naturligvis!) på opdagelse. Ronia er jo nemlig både vældigt selvstændig og selvkørende.

Så nu prøver vi at gøre tissepauserne efter søvn, leg og mad kortere (få minutter, max.) og hvis hun så ikke har sat sig, så går vi ind (eller leger lidt med hende ude, før vi går ind). Og så holder vi ekstra godt øje med hende når vi ved at hun er “bagefter” med afleveringerne.

I går aftes legede vi “bold” med en ny kattebold ude fra Pet World. Den bold skal vi nok få masser af glæde af. Billedet, eller hvad man nu skal kalde det, er fra den seance.

Vi har haft besøg af Anton og hans mor, som er en af Bettinas veninder. Ronia har klaret det fint – hun sprang op og åd en halv leverpostejmad af Antons, og han trampede rundt i kondisko med lys i. Vi har også været på gåtur på Marselisborg Lystbådehavn, og vi har været i Pet World og købe nyt legetøj.

Først: Ronia blev vejet i dag – og det er jo helt udenfor planerne om at veje hende hveranden dag. Sikke noget rod. Hun vejede 2.435 gram i dag.

Ronias renligheds-træning går det også sådan lidt op-og-ned med. Det er svært at se fremskridtene fra dag til dag. Hun er ofte lææænge om at sætte sig udenfor, og siger endnu ikke til når hun skal ud. Det er lidt som om at regelmæssigheden fra første uge (at hun meget hurtigt skal ud når hun har sovet, spist og leget) er røget sig en tur.

På plussiden er at hun faktisk var alene hjemme længe i dag. Efter at ha’ trænet alene-hjemme flere gange (længere og længere tid hver gang) så hoppede vi ud i det og tog en tur ind til Århus – og da vi kom hjem, så stod huset endnu. Ingen ulykker, ingen lækager.

Ronia har også været med nede og handle (hun lå og sov pænt i kassen i bilen), vi har trænet tilkald og så har jeg hentet Ronia nede i det levende hegn og ovre hos naboen to gange. Suk! Hvis der skal sættes nyt hegn op på et tidspunkt, så køber vi eet med maskestørrelser, som passer bedre til Cairn-hvalpestørrelse.

Og så en observation fra søndag eftermiddag: Når det er vådt i vejret, så får vi tudser eller frøer i haven, og i går hoppede der een indenfor. Så kom jagthunden op i Ronia og det lykkedes hende også at samle mod nok til et frontal-bideangreb før vi fik verfet padden ud. Men sådan nogen frø-rygge smager altså dårligt, så den blev spyttet ud hurtigere end den kom ind. Og Ronia spyttede og spyttede for at slippe af med den grimme smag. Om hun så blev klogere, det er nok et åbent spørgsmål.

Billedet er fra i formiddag, hvor Ronia legede en ny leg med en hundemads-pille under et gammelt viskestykke. Hun er overraskende tålmodig og koncentreret når hun leger.

Ellers har det været lidt op-og-ned i dag. Vejret har været dårligt, og vi har vist ikke været tilstrækkeligt koncentrerede på at få hende til at gøre småt og stort på de tidspunkter, hvor hun plejer at gøre det (”Småt” når hun lige har sovet og “Stort” når hun har spist). Så der har været et par uheld indendørs.

I aften har Ronia været på en lille tur inde på gågaden i Århus. Der var mange hundeklappere, mange lugte, mange lyde og mange indtryk – men hun klarede det i fin stil. Hun klarede også tordenvejret i eftermiddags i stiv arm. Vægt: 2.320 g

Overalt hvor Ronia kommer frem, så vil børn og voksne snakke og klappe. Det er ikke nødvendigt at indlægge pauser på gåturene – Ronia er i sig selv en omvandrende pause, som kun venter på nogen mennesker til at udløse den.

Ronia har indtil nu opført sig eksemplarisk – uanset om det er børn, voksne eller ældre som vil klappe.

Herhjemme er det en anden sag. Vi forsøger at styre hendes bidetrang med afledning, ignorering, dæmpe-signaler, små timeouts, høje hyl og brum. Indimellem har det en varig effekt (f.eks. med havelysene, som hun ellers var lidt vild med at bære rundt på de første par dage) og andre gange (f.eks. med strømpefødder, tæer og fingre) så er effekten mindre markant. Der var ingen, som sagde at det kun skulle være nemt at være Cairn-ejer.

Tirsdag var en mærkedag for Ronia. Det var første gang, hvor det lykkedes hende at få ændret en husregel.

Vi havde egentligt besluttet at hun ikke skulle være i sofaen, men gennem vores Alene-Hjemme øvelser, så gik det op for os at hun sikkert alligevel ville hoppe derop, og at vi nok ikke kunne håndhæve den regel i de næste 13 år alligevel. Så hvorfor fratage sig den fornøjelse, som det er at ha’ hende i sofaen – ovenikøbet på det tidspunkt, hvor hun er allermest kær.

Plus at vi jo har læst i Cairnbogen at man ikke skal opstille for mange forbud for sin Cairn – så det er alene for hendes eget bedste at hun nu får sofa-adgang. Hmmmm…

Billedet er fra onsdag, hvor hun hygger sig i sofaen med Bettina. Reglen om “ingen hund i sofaen” holdt altså i tre dage.

Vi vejede også Ronia d. 27. – hun vejede 2.230 g.