Mens maven vokser, så slapper Ronia af i haven.

Hun nyder at vejret har været så skønt i maj, og vi nyder at se hendes mave vokse.

Hun begynder at være besværet af den store mave. Hun ligger ikke så meget i sofa-stolen længere, men når hun en sjælden gang hopper op i den, så er det med et anstrengt grynt. Billederne fra haven er taget her til formiddag.

I weekenden havde vi besøg af lille Victor, som vågede over Ronia hele dagen. Han var også ret vild med at snuse Ronia i måsen. Det var Ronia nu ikke så vild med, så han blev sat på plads flere gange. Ronia er faktisk ret klog på hvilke hunde, som hun kan sætte på plads med knur og hundesprog og hvilke, som hun selv skal passe på ikke at knurre efter.

I dag har vi haft en overnattende gæst: Hardie, som er med herhjemme i Holme og skal med på udstillingen i Vejen i morgen igen. Vi lover at skrive lidt mere om det senere.

Selvom man kan sige at man oplever en masse på en sædvanlig gåtur med Ronia, så oplever man nu bare endnu mere når der er en ekstra hund med!

På aftenturen fik Ronia og Hardie øje på en hare i fuld firspring på vej væk, som ingen af dem rigtigt vidste hvad de skulle tænke om. Og Ronia fik skræmt en kat op, som hun havde lyst til at jagte. Men den var Hardie ikke rigtigt med på.

Der var også nogen, som skød raketter af, og her var det helt klart Hardie, som blev skræmt – ja, nærmest panikslagen. Men så er det jo godt at Ronia var lidt mere rolig og kunne lede an væk fra de grimme lysglimt og brag.

Hardie opfører sig eksemplarisk, men vi er nu alligevel glade nok for at vi har valgt en tæve. Det med at hanhundene stoppe ved hver lygtepæl og hvert et træ for at snuse og lette ben, er jo fuldstændigt rigtigt — og det er jo godt nok at få bekræftet og genopfrisket engang imellem. Med sådan nogen tæver bliver gåturene afbrudt en hel del færre gange.

Hvor har der da været varmt mange gange i løbet af sommeren. Ronia har klaret det nogenlunde, hun gider godt at gå og løbe og lege, men det tager ikke mange kast med bolden før tungen hænger ud af munden og hun ikke gider løbe tilbage med fangsten. Så løber hun istedet hen hvor der er skygge og smider sig på maven.

Sommertid er også hvalpetid, og på det lokale hundelufter-område er der begyndt at komme en Golden Retriever-hvalp. En lille een som var 9-10 uger da vi først løb på ham. Nu er han 12 uger og allerede større end Ronia. Det går hurtigt i den alder.

Indimellem er turene gået til skovene syd for byen. Der er dejligt på Vilhelmsborg, når man kan gå i skovens skygge og lytte på at festspillet øver, og der er også dejligt ved Moesgaard og ved Fløjstrup skovpart og strand.

Bettina og jeg er vist enige om at Ronias 2. løbetid begyndte onsdag d. 9. august. Vi har længe gået og kigget efter at om den skulle være begyndt, men nu er den god nok. Hun lader stadig til at være rigtig dygtig til at holde sig selv ren, så bortset fra at det giver nogen begrænsninger på løbeturene uden snor, så er der ingen gene ved det.

Hun trænger efterhånden til at blive trimmet, men vi har jo også ligget underdrejet mht. stævner siden Ålborg. Om 14 dage går det dog løs i Søndersø – så vi skal en smut forbi Sporup i den kommende weekend så lokkerne kan komme til at sidde.

Bettina er begyndt at træne “pote” med Ronia, og det går ganske godt. Det går egentligt også rigtigt godt med indkaldene – hun er dygtig til at komme, selvom vi nogen gange mistænker hende for at have en 6. sans for hvornår det virkeligt er værd at komme (når vi har en lækkerbisken til hende) og hvornår det ikke giver noget afkast. Hun er også blevet rigtig dygtig til at hente bolde, og så er der lige det med tygge-tingene…

Henning havde en teori om at hvis man gav Ronia nogen lidt større tyggeting, så ville de ikke blive gravet ned. Den teori er blevet ahrøm… grundigt begravet. Alle tyggeben og -ringe bliver konsekvent gravet ned i haven (eller “ned” i sofaen under tæppet). Man kan nok godt tage en cairn ud af en gravemaskine, men man kan bare ikke tage gravemaskinen ud af en cairn.

Der er godt nok gået lang tid uden opdateringer. Der er vel ikke rigtigt nogen årsag til det – udover at vi har brugt tiden på Danah, eksamen, opgaver, haven, arbejde, udstillinger, træning og ferie.

På tidspunktet for sidste opdatering var Donna (som nu hedder Danah) stadig i huset. Vi har faktisk en hel billedserie liggende med billeder fra vores dage med Danah. Siden er Danah jo flyttet til Canada, og vi kan høre på nyhederne derovre fra at hun ikke bare klarer sig fremragende som udstillings-hund men også hygger sig og er præcis så fræk som hun også var her i huset. Skønt!

På udstillingsfronten havde vi Ronia med i Kolding og Hedensted først i april. Henning havde debut i ringen, Ronia havde debut i unghunde-klassen, og det blev hverken debutanternes dag i Kolding eller Hedensted.

I Kolding d. 1/4 var det Mary Middlehurst (GB), som skulle vurdere debut-præstationen. Det gjorde hun til et blåt bånd. Kritikken var ellers fin – og hun ramte hovedet på sømmet med sidste sætning (som Henning i hvert fald aldrig glemmer — resten af kritikken har forputtet sig i en reol et sted – vi opdaterer når den dukker op igen):

… Needs more training.

I Hedensted d. 2/4 var det Hanne Laine Jensen, som havde fornøjelsen af at bedømme begynder-handleren & hund – og det blev også til et blåt bånd:

Feminin med udemærket krop for alderen, tiltalende hoved og udtryk, god hals, lidt ustabil overlinje, tiltalende front og brystkasse, bagparten er for overvinklet og ustabil i bevægelserne. Pelsen specielt på hovedet kunne være mere hård, bevæger sig med tilstrækkelig lange skridt.

Den 13/6 var Ronia til sit første årlige sundehedscheck, og dyrlægens “kritik” på Sundhedsattesten lød: Ronia er sund og frisk, har et rigtigt godt temperament. Det er noget, som vi kan genkende i det daglige. Hun vejede 8,35 kg på dyrlægens vægt.

I Hobro d. 17/6 var det Allan Felders (GB), som var dommer. Hun fik 1. præmie og blev placeret som nr. 4 med SL og kritikken:

Very promising red youngster, pleasing head and expression, good coat, good mouth, should have a bright future.

Dagen efter var det Michael Kirby (IE) som bedømte Cairns. Ronia fik 1. præmie igen, men blev ikke placeret. Kirby’s kritik var også fin:

Nice type, good head, ears and expression. Straight front. Well laid shoulders. Correct body. Good legs and feet. Moves a little close behind, toes in in front.

I Ålborg var det vist Gurrehuset Bessie som vandt klassen, men vi havde så travlt med at være glade at vi ikke fik registreret hvem der vandt i Hobro. Til gengæld havde vi ikke svært ved at registrere hvilken forskel, som en dygtig handler gør. Berit handlede Ronia i både Ålborg og Hobro – og det gik jo bare helt anderledes godt.

Ellers træner vi stadig på livet løs hos Kirsten i Tranbjerg. Ronia har snuset til lidt spor, og så arbejder vi stadig med lydighed (dæk-og-bliv-liggende, apport, fremad-sendelse og som altid indkald, indkald og atter indkald).

Der er også stadig Onsdags-hundetræf i det nu indhegnede område mellem Håndværkerparken og Holme Parkvej, hvor Ronia boltrer sig med sine Collie- og labrador-venner — det hjælper også på jævnbyrdigheden at Danah fik lært Ronia at man godt må sige fra hvis en af de unge labrador-lømler bli’r ved med at rende og snuse.

Det er blevet godt-og-vel nytår og Ronia har passeret de 7 måneder i fin stil. Flyvende, kan man vel næsten sige. Ronia fik et plydsben og en hvid snehare-bamse i julegave, og specielt sneharen fra Farmor Dagny får tit en rusketur.

Ronia selv får en tumletur når det er onsdag og der er hundeleg på marken. I dag var der ti hunde mødt op – og Ronia var som sædvanligt den mindste. Kun skotten Aslan (han er vist omkring de 3 år) er nogenlunde på samme størrelse. Når vi møder op, så skal Ronia lige finde sig til rette blandt de store hunde – men efter kort tid, så tumler hun rundt og tigger guffere hos de tobenede- og leger med de firbenede legekammerater. De store drenge er begyndt at lægge lidt mere mærke til hende – vi tror at de synes at hun efterhånden begynder at lugte som en rigtig dame og ikke længere som en hvalp.

Nytår var en blandet fornøjelse – vær sikker på at Ronias nytårsønske er at der vil blive solgt endnu mindre krudt og fyrværkeri næste år. Hun var helt klart stresset (og bange) over alt den fremmedartede lys og lyd lige udenfor vinduerne. Hun gøede ikke, men havde mest lyst til bare at gemme sig i soveværelset under sengen.

Selvtræningen forløber stille og roligt. Vi træner alt det, som vi plejer at gøre – og lidt “vise bisser”, for vi melder hende jo nok til hvalpeklassen til DTK-stævnet i Søndersø i februar. Ellers går det fint med at lege Apport, Slip, Hent og Find med det hvide plastic-pilleglas, og hun er også begyndt at kunne gribe flere og flere bolde i luften – til Hennings udelte begejstring. Det skal en rigtig hund jo kunne.

Selvfølgeligt har Ronia ikke noget imod sneen. Faktisk synes hun at det er rigtigt praktisk. For så er haven jo hævet nogle cm. i forhold til hegnet, og så har hun fundet ud af at hun godt kan springe over. Det er blevet til adskillige ture udenfor matriklen… Mens vi går og kalder på hende ude på de snedækkede marker, så spekulerer vi på om vi må ud og opgradere hele hegnet til et 90 cm hegn — eller vi kan nøjes med at forhøje de steder, hvor hun nemmest hopper over. Der er mange glæder, men også indimellem et par hovedbrud ved at være Cairn-ejer.

Hvor er der gået lang tid uden opdatering, og sikke meget der er sket.

Ronia har mistet alle sine hvalpetænder – den sidste hjørnetand i overmunden faldt ud midt i den her uge – det er gået helt uden indgreb. Vi har dog været til dyrlæge i anden anledning, for Ronia begyndte at hoste igen og har haft en ordentlig omgang hosteri. Dyrlægen gav hende penicilin mod lidt lungebetændelse, som hun var på vej til at få.

Hosten er stadig ikke helt ovre – lige når hun vågner, så kan hun godt hoste lidt, men hoste-anfald om natten er der ikke mere af. Vi prøver at passe meget godt på hende og er tilbageholdende med gåture og vild leg.

Det var svært at undgå vild leg da vi var på efterårsferie for en uges tid siden. Ronias fætter, Harald, var med – og sådan en stor, brun labrador er jo nærmest konstant i legehumør. Der var gang i den fra morgen til aften – og indimellem måtte vi da lige sætte Ronia på værelset så hun kunne få lidt ro og fred. Men både hun og vi mennesker nød virkeligt dagene i sommerhus og gåturene ved vandet i Klitmøller.

Ronia er blevet meldt til sit første skue – et juleskue i Terrier Klubben. Det foregår den 20. november – mon ikke at vi husker kameraet og får taget nogen billeder af en nytrimmet hund i stiveste puds i den forbindelse?

Vi var i Sunds og se lidt udstilling sidste søndag – her var Berit, Henriette, Anton og Barney også på plads. Bettina fik set Anton og vi fik sagt tillykke til Henriette. Intet under at Anton charmer sig ind på dommerne her, der og alle vegne.

Ellers fortsætter vi med træningen. Indkald, indkald og atter indkald. Og så er der selvfølgeligt alle de små tricks som hun har væsentligt nemmere ved: Hun kan sidde, stå, dække og rulle både den ene og den anden vej. Men komme når man kalder? Det trick er vist det sværeste i hele verden.

Ronias hoste er holdt op, så i lørdags var hun til hvalpetræning igen. Ronias skoleveninde, Daisy, var begyndt at skifte tænder, og hendes ejere ville vide om Ronia også var det? En lidt mere grundig tand-inspektion afslørede at det også var tilfældet for hende. Godt nok tilsyneladende kun nogle af de små fortænder – men alligevel. Hun bliver også større og større – og det er efterhånden sjældent at nogen falder i svime over den åh-så-søde hundehvalp.

Søndag lå Bettina og sov efter en nattevagt, og Henning og Ronia hoppede i bilen og kørte ud til Fløjstrup og gik en lang tur langs stranden og gennem skoven. Masser af muligheder for at træne indkald, og træningen gik rigtigt fint. Ronia fik også leget med en sød, stor, sort Labrador – de løb langs strandkanten, og hun fik da også Ronia lokket ud i vandet. Det synes Ronia nu at der var en lidt træls leg.

Mandag var vi alle tre på gåtur rundt i Vilhelmsborg-skovene. Rigtigt hyggeligt, også resten af aftenen – hvor vi skiftedes til at pille burrer ud af Ronias pels. I dag har den stået på den sædvanlige onsdagsleg. Ronia er mere “med” i legen for hver gang vi er der, og det betyder ikke noget at de fleste andre hunde er i Labrador-størrelse. Denne gang var der ikke ret mange små hunde – kun en lille (flot!) gravhund på 7 måneder. Så værdsætter vi pludseligt at Ronia ikke er en hund, som er så disponeret for diskusprolaps at man som ejer nærmest ikke tør lade den tumle med nogen…

Ugens højdepunkt for Ronia er uden tvivl at komme ud og lege med de andre hunde til hundetræning. Hun har fundet sig en god veninde, og når man er to, så går "skoletiden" jo som en leg.

Vi har fået lektier for herhjemme – vi skal træne indkald (hvilket helt klart er en god idé) og så skal vi træne opmærksomhed og en sjov øvelse, som går ud på at når vi løfter armen, så skal Ronia sætte sig. Specielt den sidste øvelse går det rigtigt fint med.

Vi synes at vi kan se at Ronia vokser på alle ledder og kanter – at hun bliver bredere over numsen og mere muskuløs, men det er selvfølgeligt svært at se når man går ned og op af hende til hverdag.

Og hverdag er det bestemt blevet for os alle sammen. Det bliver dejligt at skulle have en lille pause fra hverdagen i sommerhus en gang sidst på efteråret.

Så er der gået endnu en uge med den snart-ikke-så-lille Ronia. Tidligere mandag aften var Henning ude at gå med hende, og slap hende fri på marken ud for Fremtidens Bolig, hvor Ronia fik øje på en hare (eller også var det omvendt: haren, som fik øje på Ronia). Det var vist ikke jagthunden, men nærmere “den nysgerrige terrier” som satte efter haren – og efter en kort løbetur, så måtte Ronia da også sande at sådan en hare er lige lovlig kvik på fødderne.

Søndag havde vi besøg af Border terrier-veninden Chili + ejer + barnebarn, og Ronia og Chili legede rigtigt godt i haven. Der var optræk til lidt uenighed om en ko-klov, men ellers gik det bare over stok og sten i voldsom men godhjertet leg.

Lørdag benyttede vi det dejlige september-vejr til at gå en lang tur ad Nordre Bjergvej og Jelshøjvej.

Sidste uges højdepunkt for Ronia var nok alligevel onsdag eftermiddag, hvor hun for første gang var til en hel omgang “hundeleg” på hundearealet mellem Håndværkerparken og Holme Parkvej. Der var masser af hunde og endnu flere mennesker — faktisk så mange store hunde, at Ronia indimellem optrådte en smule beklemt. Det er jo nok heller ikke altid lige rart at være både den mindste og yngste i skolegården.

Vi har gået og prøvet at se om vi kunne komme til at ta’ et rigtigt poseringsbilled af Ronia – med høj haleføring og kækt udtryk, men endnu er det ikke helt lykkedes for os. Forhåbenligt har vi heldet med os før eller siden.

I går var det Ronias 3 måneders fødselsdag. Hurra! Vi fejrede den ved at tage i hundeskov (eller det, som vi troede var hundeskov) ude ved Risskov. De har tilsyneladende pillet hundeskoven ned, og erstattet den med et “snor-frit” område, hvor hunde må gå uden snor, men hvor der også er alle mulige andre skovgæster (løbere, familier med børn osv.) som man naturligvis skal tage hensyn til.

Jeg forstår godt at man gerne vil åbne skovene for så mange som muligt, men jeg er ikke sikker på at jeg synes at den slags “mellem-løsninger” er gode for nogen parter. Som hundeejer har jeg da oplevet at det er dejligt at vide at området er indhegnet, og som løber må det være rart at vide at man (i det store og hele) slipper for interesserede, løbende, legende hunde om benene.

Nå – det nærmeste og eneste område i Århus kommune, som er indhegnet, er tilsyneladende et område i Trige “nær rensningsanlægget”. Langt udenfor lands lov & ret.

Sikke en træls service for Århus’ hundeejere — sammenlignet med frekvensen af hundeskove i andre dele af landet. Og der er da ellers en del bynære skovområder omkring Århus, hvor man godt burde kunne afse 20-30.000 kvm til hunde og deres ejere.

Søndag var også første gang, hvor Ronia selv kunne hoppe op i sofaen.

Torsdag aften var den gal med frøerne igen. Ronia brækkede sin aftensmad op efter at have jagtet en skrubtudse på flugt ud af haven. Når hun møder tudser udenfor matriklen, så er hun ellers ikke så interesseret.

I fredags var Ronia med inde i (begyndelsen af) festugen. Vi tog bussen derind, og det gik rigtigt fint med Ronia i en rygsæk.

Lørdag formiddag var Ronia til hvalpemotivation for første gang. Bettina siger at det gik rigtigt fint, og at Ronia fik i hvert fald een ny legekammerat i en jævnaldrende Cairn-pige. Vi tobenede fik lektier for – vi skal lære hende at gi’ os opmærksomhed når vi kalder ved at gemme en godbid i hånden og belønne hende med ros og godbid når hun vender hovedet for at se hvad vi vil hende.

På hendes 3-måneders fødselsdag vejede hun 3.540 gram.