Så har de små været i haven for første gang – kun lige nogen få minutter, men vi tror at de synes at det var fint nok. Ronia virkede rigtig glad over at få hjælp til at passe stillingen som parkbetjent. Hun havde nu godt nok også sit at se til i går, for der gik et pindsvin rundt udenfor hegnet og puslede.
Som I kan se, så går det bedre og bedre for dem allesammen med at styre benene og balancen.
Der er ikke så meget at berette fra i dag. Vi har givet ormekur 2. gang og prøvet lidt med fast føde igen. Det var hvalp nr. 2 som umiddelbart bedst har fattet at den blendede blanding af A-38 og opblødt hvalpefoder er til at spise og ikke til at vralte eller skøjte igennem. Resten af dem har stadig noget at lære. Suk.
Tidligere i dag har Bettina haft dem på bordet og hyggenusset med dem, og de små basser har også været i hvalpegården igen i dag – bare en kort tur for lige at vænne sig til omgivelserne ude i stuen – lige nu til aften har den største af dem, hvalp nr. 1, ret store problemer med at holde balancen på aviserne og det glatte gulv. Det går bedre med balancen i hvalpekassen, hvor underlaget er mere uldent.
Vi hygger os stille og roligt herhjemme. I mandags var der jo Sct. Hans og i går blev hvalpene 3 uger. Der bliver mere og mere liv i hvalpekassen – balancen bliver bedre, hørelsen og synet forbedres også og det sker ikke så sjældent at de små slås og har bidekampe.
I stuen er hvalpegården sat op og de små har prøvet at være i den et par gange. Vi har haft besøg af et par nabo-børn, så det skrider fremad med den første, forsigtige socialisering.
Vi har også givet ormekur og så har vi gjort vores første forsøg med fast føde. Det varer nu nok lige et par dage før de små forstår hvad det går ud på.
Det kribler i vores fingre for at nusse med dem hele tiden, og de første hvalpe er begyndt at forsøge at balancere lidt mere. De kan selvfølgeligt ikke gå, men de træner i hvert fald balancen og skubber mere og mere opad for at få maven fri af underlaget når de kravler rundt.
Bare et par hyggebilleder. Vi tror at ørerne er ved at åbne sig, og at det ikke varer længe før de hører hvad vi siger. Men det er jo aldrig til at vide med sådan nogen Cairn-terriere! Ronia har i hvert fald indimellem en ret selektiv hørelse. Hun kan godt høre harerne, der pusler på marken – men har svært ved at høre os mennesker, der står i døren og kalder hende ind.
Hvalpene har fået øjne helt efter planen. Den fjerde hvalp fik øjne sidst – men det er stadig begrænset hvor meget de rent faktisk kan se – sådan nogen nye hundeøjne er ret meget ude af fokus i de første dage. Der er som sædvanligt flere billeder på hvalpesiden. Så mangler næsten kun hørelsen og balancen.
Den anden dag arrangerede vi rigtigt hvalpene på ryggen til fotografering. Vi har tilføjet et par billeder fra den seance på hvalpesiden under nogen af hvalpene. De har ikke fået øjne endnu, men vi synes at vi kan se at sprækkerne bliver større og større.
Ved morgenvejningen kunne vi konstatere at de små basser nu alle har tredoblet deres fødselsvægt. De er en smule foran i forhold til tommelfinger-reglen om at fordoble på første uge og tredoble efter to uger, så Ronia må jo passe godt på de små.
Da Henning skulle på arbejde i går, så stod Ronia klar ved hoveddøren og ville gerne ud. Det plejer jo at være proceduren, at hun får en gåtur før vi tager på arbejde. Så det måtte hun jo hellere få, og hun nød helt åbentlyst at være ude at gå en lille tur igen.
Vi har fået udfyldt og afsendt blanketten til DKK stambogsregistreringen, og i den forbindelse har vi jo måttet finde på nogen navne til de små- og ikke-så-små pelsklumper. Nogen kenneler vælger at navngive deres kuld meget stringent – startende med A-navne for første (A-)kuld, men det er nok ikke realistisk at vi får så mange kuld, så vi har valgt at tage mere afslappet på det.
Bettina har fundet nogen strofer fra Ronja Røverdatter, og dem tager vi udgangspunkt i. På registreringsblanketten skal vi ikke navngive han- og tæve-hvalpene individuelt, men kun oplyse hvad tæven skal hedde og hvilke tre navne, som vi har valgt til de tre hanhvalpe. Man kan vel sige at det først er at når chipmærkeren er her, at hvert navn bliver chippet fast til hver han.
Så vi har endnu ikke bestemt hvilken han, som skal have hvilket navn. Og selvfølgeligt blander vi os slet ikke i hvilket kaldenavn, som hundene ender med at få.
Ronja sidder stille under bordet i stensalen i røverfortet mens hun er lille og lytter på at røverne synger og lærer “Ditties by heart” – altså simple sange, viser og digte, som hun lytter til og lærer udenad (by heart) – og så synger hun med og fornøjer hele røverbanden med sin klare stemme.
Robbers Nest Without a rope (han)
Da Ronja ser Birk for første gang, får Birk overbalance og er ved at falde i kløften. Ronja redder hans liv med et reb, og da hun får ham hevet op, så vil Ronja ha’ rebet tilbage med det samme. Birk siger til hende at de to, fra nu af, er forbundet – selv uden et reb (without a rope).
De to røverbander plyndrer de rejsende købmænd, som rejser langs Røverstien, og selvom det ikke betyder det helt store for de rejsende købmænd om hvem de bliver røvet af, så betyder meget for de to røverbander om hvem der løber af med rovet. Skulle der mangle købmænd, så røver de to bander endda hinanden uden tøven (without hesitation).
Robbers Nest Making up poems (han)
Da Borka-røverne flytter ind i den anden halvdel af Mattis røverborg, så mødes de to røverbander på hver sin side af kløften i en verbal konfrontation. Borka mener at Matti kommer lidt for sent, men Matti siger at det var fordi at han skulle gøre et digt færdigt. Et sørgedigt for en død Borka-røver.
Vi får et kontrol-ark fra DKK som vi skal tjekke for at se at alle navne er indtastet rigtigt ud fra blanketten, og når vi har godkendt den, så fanger bordet – men vi synes nu at det er nogen fine navne, så vi tror ikke at vi fortryder i sidste sekund.
Bettina knipsede dette billed af hanhvalp nr. 1, som sover middagssøvn. Det kan godt være at hanhvalp nr. 4 er den største linselus i kuldet, men ham her er altså også ret sød. Det første indtryk, som vi havde af ham, var jo at han var ret aktiv. Det indtryk holder i øvrigt ved.
Ronia er begyndt at smide underulden – helt forventeligt i forløbet med fødsel og amning. Henning børstede en stor håndfuld af den mest bløde, hvedefarvede uld af hende til eftermiddag. Når man mærker på sådan en fluffy håndfuld hår, så forstår man lidt bedre hvordan sådan en Cairn er ret godt isoleret fra naturens side.