Rocky flyttet hjemmefra

20:29 , , ,

I går flyttede Rocky simpelthen også hjemmefra!

Så der er blevet lidt mere stille herhjemme – nu hvor vi kun har Dronning Ronia og Prinsesse Dittie tilbage. Det har været rigtigt dejligt at ha’ hvalpe den her gang – et rigtigt nemt kuld. Tre skønne røvere, som har været forskellige og hver især har haft en masse at byde på.

Tre hvalpe er heller ikke flere end at vi rigtigt har haft tid til at nusse og hygge om hver enkelt af dem.

Vi får se hvornår det igen bliver hvalpetid i Robbers Nest – vi er vist enige om at det ikke er allersidste gang at vi har haft hvalpe.

Den sidste uges tid med Rocky er gået stille og roligt med alene-hjemme træning, en lille smule stå-alene foran Føtex-træning, en tur i bus med Århus Sporveje, ture til skov og strand med Dittie og Ronia, socialiserings ture ned på det lokale hundeområde og til sidst et besøg i Trige hos kattene Stumpe og Congo og knejterne Jens og Søren, og det hele har Rocky klaret i fin stil – så vi synes også at han blev klar til at flytte hjemmefra.

Noget af det, som vi var usikre på, var jo hvordan det ville gå med Dittie og Ronia mens vi havde hvalpene, men det er gået rigtigt fint. Ronia er bestemt ikke så fysisk medtaget som hun var sidst, hvor hun jo altså var rigtig tynd. Dittie har hjulpet til med opdragelsen og hun har været den fineste lege-tante.

Strand- og skovtur med Messi og Rocky

19:22 , , , ,

I weekenden har Bettina haft nattevagt, så meget af dagen er gået med at sove.

Både lørdag og søndag eftermiddag var vi ved Moesgaard Strand- og skov og gå tur med de små og med de store firbenede, og det gik rigtigt godt.

På turene har de små mødt et par andre hunde og masser af mennesker, der synes at de er søde og gerne vil snakke, og det er jo en af fornøjelserne ved at have en hvalp.

De er også søde – og frække. At vi lige har fanget Messi med tænderne i lamelgardinerne en enkelt gang, placerer ham bare i fint, frækt selskab. Både Ronia, Donna, Dittie og de fleste af hvalpene fra sidst har også haft tænderne i dem.

Fødselsdags hvalpetræf for kuld nr. 1

16:30 , ,

I søndags havde vi besøg af alle hvalpene fra sidste kuld, så det var en dag med 8 hunde i haven og fuld gang i den. Dittie og Ronia og så altså 6 søde røverbasser: Ludwig, Robbie, Bølle, Max, Messi og Rocky.

Masser af tumleri og hunde overalt og vi fik da også taget nogen billeder af hele banden – selvom at et enkelt forsøg på at stille hele familien op til fællesfoto ikke endte med det helt perfekte billed.

Dittie synes vi jo selv at der er blevet til en rigtig dejlig, frisk, aktiv hund – og det var skønt at se at hendes tre brødre også var vokset til og blevet nogen skønne, selvbevidste knejter med krudt bagi. Det var sjovt at se Dittie sammen med de tre brødre – det gav et godt indtryk af at sådan en tæve altså er lidt mere piget i bygning og udtryk i forhold til de tre mere drengede brødre.

Ludwigs mor Rikke har også taget billeder fra dagen og lagt dem på hendes hjemmeside.

Ellers kører vi jo løs med socialiseringen af Messi og Rocky. Torsdag var vi på to køreture – den ene endte på markedet inde på Frederiksbjerg, hvor de fik oplevet lidt markedsstemning, og den anden køretur gik til Marselisborg Lystbådehavn, hvor vi gik en aftentur.

Legetur i haven

22:00 , ,

For at det hele nu ikke kun skal gå op i hvalpe, så er der her er et par billeder af Ronia og Dittie, som leger i haven.

Før-pinse billeder

22:17 , ,

Billeder fra haven her i aften. Det er skønt at det er lyst så længe – og hundene kan altid finde noget at kigge på ude på den anden side af hækken.

Hos os er havedøren er næsten altid åben når vejret er godt, og hundene elsker selvfølgeligt at være ude. Der er meget at spidse ører af, og de sender også gerne et bjæf ud til de, der går forbi.

En type forbipasserende, som får mere end et bjæf, er pindsvinene. De får et højlydt, småhysterisk møgfald af begge hunde når der kommer sådan een snøftende langs hegnet.

Og apropos vilde dyr: Den anden dag på morgengåturen gik vi på en sti langs markerne – og pludseligt kom der en hare hoppende direkte imod os. Hundene må have været lidt skjult i græsset, for haren så første de to hunde da den var nogen ganske få meter fra os.

Dittie var helt oppe og stå på to ben og dirrede nærmest af jagt-iver. Ingen af dem gøede, men de var helt oppe og køre. Heldigvis var de begge to i snor, så denne gang slap haren også væk med livet i behold.

Der er egentligt ikke rigtigt noget at sige om Ronias mave – og om hvalpene, som vi venter. Vi kan jo tælle os frem til at hun burde føde på mandag/tirsdag, så vi begynder nok at måle temperatur i morgen.

Solstrålehistorier

14:34 , , ,

Sikke dejligt vejret er blevet!

Hundene nyder forårs solen på terrassen og vi nyder at græsset gror og spirer og forhåbenligt snart dækker over de forventelige skader, som to Cairn’er og en våd, lang vinter giver. Der er ikke noget at berette om Ronias drægtighed – det går sin gang og her knapt tre uger efter parringen er der jo stadig ikke noget at se. Vi render jo ikke rundt og tager prøver og ultralydsscanner og den slags – det får lov til at udvikle sig helt naturligt her i huset.

I torsdags startede Dittie på præ-agility holdet – som er en slags redskabsløs forskole til den rigtige agility-træning, og vi er efterhånden helt sikre på at hun bli’r en lille Agility-stjerne. Hun har simpelthen det helt rigtige mix af koncentration, træningsglæde og arbejdsiver.

For et stykke tid siden fik jeg en mail fra Hanne Mathiasen, som har skrevet på en bog om hundeudstillinger. Vi har tidligere mailet sammen fordi hun har spurgt om hun måtte bruge nogen af billederne fra udstillingen i Vejen i 2007 i bogen. Det måtte hun naturligvis!

Nu er det så tid til at sige stort tillykke til Hanne med bogen – for den er færdig nu. Bogen har også en hjemmeside: http://www.hundeudstillinger.dk, og hvis man slår op på side 38 i bogen, så er der minsandten et rigtigt stort billede af en glad Cairn, som fylder halvdelen af siden.

Billedteksten lyder: “Sagte du hundeudstilling? – Ja, den er jeg da med på!”, og det er jo så altså Ellens søde Alma (Ol’kyarnrowen’s With All My Love) som er på billedet, der iøvrigt er fra om søndagen i Vejen, hvor finske Annika var handler og altså havde fået det helt rigtige, glade udtryk frem i Alma.

Jeg er selvfølgeligt stolt og glad over at et af mine ringside-knips kunne bruges. Jeg husker det også som en rigtig dejlig, varm, solrig udstillingsweekend – den slags weekender som man kun kan håbe på at få mange flere af.

Skovtur II

15:40 , , , ,

Så har vi taget skovtursbilleder igen. Det er så nemt lige at smutte ud i Marselisborg- eller Moesgaard-skovene og gå en tur derude.

Dittie er kommet i løbetid, og vi går og venter på at Ronias løbetid også begynder, for vi har jo stadig planer om sommerhvalpe, og vi har fundet den helt perfekte hanhund til hende: Alonso (Lachleen Name Your Game).

Alonso har det allerbedste temperament, og vi er så ovenud tilfredse med resultatet af vores første kuld med Barney (Xtra Smart Of Barnsley), at vi ikke ser nogen grund til at “ryste stamtræet” ret meget. Hvis Barney + Ronia var godt, så føler vi os ret overbeviste om at en supergod Barney-søn + Ronia også bliver rigtigt godt.

Vi synes faktisk at Ronia burde have fået sin løbetid når vi ser på kalenderen, og indtil nu har vi da opdaget hendes løbetid hver gang, men det er jo vist påvist videnskabeligt at hunhunde i flok retter deres cyklus ind efter hinanden, så måske har Ditties løbetid skubbet lidt på Ronias? Eller også er vi bare utålmodige. Det skulle da lige passe at der er kuk i Ronias løbetid når vi nu har fået aftalen på plads med Alonso og det hele.

BREAKING NEWS: Her til aften har Bettina konstateret at Ronia er kommet i løbetid. Jubii!

Skovtur

22:33 , ,

Der går lidt lang tid mellem blog-indlæggene lige i øjeblikket, men det ligger jo lidt stille med udstillingerne hen over jul og nytår – og sådan i hverdagen er der jo ikke de helt store oplevelser at blogge om.

Ronia har været til Agility-kursus og vi går jo også og vintertræner i en ridehal i Tiset ved Solbjerg. Hun er stadig helt vild med agility’en. Det er sådan at når hun bli’r lukket ud af bilen ude ved ridehallen, så ved Ronia godt at hun hurtigt skal sætte sig og få tisset af – og at når hun har gjort det, så drejer hun rundt og trækker hårdt i snoren hele vejen ind i ridehallen.

Apropros “hallen”, så har vi jo også været til årets første udstilling i hallen i Holsted. Den engelske dommer Andrew Brace bedømte både Dittie og Ronia. Først Ditties fine kritik:

Almost 9 months greybrindle, excellent overall type, typical head, ears could be a little neater, very stringly? made, stands well on her legs, excellent coat, moves a little close behind, but carries herself well in profile.

Sådan en fremragende kritik rakte til en vurdering som Særdeles Lovende og en placering som nr. 1 i klassen på 7 andre, små tæver. En fabelagtig start på året for Bettina og Dittie!

Ronias kritik lød:

3 years greybrindle, good overall type, typical eye and expression, strong bones, wellsprung ribs, tail could be a little better set, and she could be firmer in the hocks, pleasing coat texture, moves steadily, but could use her tail more, which could be much better coated.

Fin kritik – men det rakte lige præcis ikke til en Excellent bedømmelse. Dem delte han nemlig kun 3 styk ud af. Nå – men vi kunne glæde os rigtigt meget over at Ronia fik placeringen som nr 4. Så vi stod også på sidelinjen og blev enige om at hun da så måtte være The Very Best of the Very Good.

Selvom der ikke er store oplevelser at blogge om, så har Bettina alligevel taget nogen hverdags billeder fra de sidste par dages skovture ved Moesgaard. Vi synes nok at det tydeligt fremgår at Dittie vokser som hun skal og at begge hunde nyder hinandens selskab og kommer godt ud af det med hinanden.

Dittie, ½ år

23:16 ,

Så er det lige før at Dittie bliver 6 måneder. Og et halvt år er lige netop afstanden fra sommer til vinter, og det fik vi en forsmag på i mandags, hvor hvalpe motivations træningen stoppede – i sne, frost og bidende kulde. Så nu må vi klare os uden professionel assistance til opdragelsen indtil foråret kommer.

Det føles som ganske kort tid siden at Ronia – en tidlig morgentime – bukkede ryggen og smuttede hvalp nr. 3 ud i fødekassen, og hvor er tiden dog bare fløjet afsted. Sådan lige i forbifarten og ud af øjenkrogen ka’ det faktisk være svært at se forskel på Dittie og Ronia – i vintermørket er “alle (vores) Cairn’er grå”.

Opdatering på udstillingssæsonen

01:49 , ,

Vi må hellere lige få opdateret lidt på udstillingsresultaterne her i efteråret. Først Ditties første kritik fra Jens Martin Hansen – til Cairn-skuet i Stilling:

4 mdr gammel babytæve som endnu behøver meget udvikling, udmærket hoved, lidt bred ører ansætning, er i tandskifte, udmærket hals, velvinklet for, tilstrækkelig bag, kroppen må endnu udvikles med hensyn til dybde og masse, pæne bevægelser, lidt trange bag, lidt kort pels med med god struktur, udmærket temperament

Ronias første kritik efter fødslen – også Jens Martin Hansen:

Tæve af passende størrelse, feminint hoved, velproportioneret, korrekt bid, smuk hals, velvinklet for og bag, udmærket krop, udmærket bevægelser, pelsen er ikke i topkondition, udmærket temperament

Lørdag d. 8/11 stod den på Interra-udstilling i Herning med englænderen Ian L.B. Shaw som dommer. Dittie blev først bedømt til et SL i Baby-klassen med den her kritik:

Lovely head and expression, a good mouth, good neck and shoulders, level topline, tailset ok, moves well when settled

Vi var jo stadig lidt i et kapløb med tiden for at få Ronias pels gjort udstillingsklar efter hvalpekuldet og få scoret den Excellent, som giver adgang til årbogen, men vi vidste jo godt at det ville blive svært – og på trods af at Henriette kæmpede forbilledligt og viste Ronia frem på fineste vis, så blev det ikke til Excellent. Men det blev Very Good og til den her kritik:

Nice head and expression, neck and shoulders ok, she could loose some weight to her advantage, moving a little close behind, good coat and condition, lovely temperament

Søndag d. 9/11 var det Kevin Brown, som bedømte Ronia med den her kritik:

…god type, velformet hoved, korrekt øresat og bid, god hals og skulder, ok toplinie, haleansætning ok, tilstrækkelig vinklet bag, bevæger sig ok.

Henriette var kørt tidligt hjem fra udstillingen, så Berit viste Ronia frem – og hende Berit ka’ jo et-og-andet helt specielt når det virkeligt gælder…! Ronia hoppede som en gummibold og hev lige netop en Excellent hjem til Antons regnskab. Et rigtigt super-resultat i absolut sidste øjeblik !

Nu må vi jo i gang med at tage billeder til årbogen. Berit har jo hævet det tekniske niveau med hendes Olympus E-520 fra i sommers, og mens der skumles over det her i Holme, så annoncerer Olympus en E-30’er med en sving-og-vipbar skærm, 12 megapixel, 1/8000 lukketid, 11 autofokus-punkter, ISO 3200, penta-prism i stedet for penta-spejlet i E-520’eren, en rulle-fætter-knap til højre pegefinger, “kunstner-filtre” und so weiter… Vi får se om der ligger en E-30’er, en Zuiko Digital ED 12-60mm F2.8-4.0 SWD eller måske nærmere en bagagerumsmåtte til en Skoda Fabia Combi under juletræet i år.

Billederne her er fra Cairn-skuet i Stilling – det er jo indendørs, så de bærer meget præg af at lyset er so-so i den slags haller.

«« Tidligere indlæg