Vi er vist kommet alvorligt bagud med at få berettet om Ronias udstillingskarriere, men efter sidste officielle udstilling i 2007, så kan vi næppe undgå at skulle gøre status. Og hvilken status!

For os startede udstillingsåret i mellemklassen lørdag d. 17. februar i Søndersø med belgiske Liliane de Ridder-Onghena som dommer og en 1. præmie men ingen placering og kritikken:

18 months, scissor bite, nicely proportioned head, good ear, set middle, brown eyes, sufficient shoulder angulation, rich bone, good feet, nice step of body with good topline and tailset, rather narrow in the rear movement (det er i hvert fald hvad vi mener at der står)

Efter en overnatning i Ørritslev gik turen ind til Odense Congress Center, til rampelyset og engelske Bryn W. Cadogan’s skarpe blik:

Nice size, pleasing head, a little reluctant to use her ears, good front, coat texture and topline good, not always showing to advantage but a very nice bitch

Sådan en “nice bitch” som ikke vil bruge sine ører får en 1. præmie og bliver placeret som nr. 4 i klassen – så det var resultatmæssigt egentligt et fremskridt i forhold til lørdagen. Så hvilke fremskridt kunne det ikke blive til når turen gik til Hårlev-hallen og DTK dobbelt-udstillingen. Vores første udstilling på Sjælland – og de sidste optrædener i Mellemklassen!

Lørdag havde L. Coleman Hutchinson fra USA spidset pennen og noterede sig følgende:

Very well balanced, very typical head, free flowing movement, moved very true in front, a little bit close in the rear, would prefer slightly darker eye, correct angulation front and rear.

En Fortrinlig 1. præmie og vi kunne tage tilbage til Wittrups motel og lade op til søndagens show i de skønne omgivelser og det gode selskab af Cairn-folk. En rigtig god opladning til søndagens fremvisning for engelske A. R. Mordue, som dog havde spidset pennen yderligere og raskt uddelte en 2. præmie og på samme tid noterede sig følgende, overvejende rosende, betragtninger om hende:

red brindle who needs a harsher coat, nice feminine head, nice to handle on the table, has nice overall length of leg, shows well with encuragement, moves very freely

Nå… En exit fra mellemklassen med et blåt bånd. Det var en lille smule øv. Men sådan går det jo op og ned.

Lørdag d. 11. august og søndag d. 12. august var der udstilling i Vejen. Lørdag var dommeren Marit Sunde fra Norge som bedømte Ronia med den her norsk-klingende kritik:

Fin model, vakkert hoved og udtryk, kunne være bedre vinklet frem, god krop, en anelse lang i lænden, god men noget åben i pelsen, bra bevægelser, bra temparement.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4, så det var jo ganske udmærket. Og det var vejret også.

Søndag var det David Anderson fra England, som bedømte Ronia med følgende ret korte kritik:

Typical head and expression, good neck and shoulder, level topline, moving very close behind.

Resultatet var en 1. præmie og en placering som nr. 4 i Åben klasse – og så havde dommeren også lige et af de eftertragtede, brede lilla bånd i ærmet. Yes!!! Årbogspladsen var hjemme! Berit lod Annika fra Finland om præsentationen, og det gik altså absolut fremragende.

Blandt de andre, væsentlige resultater for dagen er det værd at fremhæve stillingen i Holme Parkvej-mesterskabet i kagebagning: 1-0 til Henning.

Lørdag d. 25. august var der Jubilæumsudstilling på ”hjemmebanen” i Bellevue-hallerne i Risskov. Klassen i Århus blev bedømt af Mrs. S. Braybrook fra England, som bedømte Ronia til en 2. præmie med vurderingerne:

Coat is on the blow, however very well-balanced bitch with feminine expression, not happy with her tail today, the back hocks are too close and they need to strengthen, handled well.

Så meget for den højt besungne hjemmebane-fordel!

Vi springer videre til næste stævne i Herning 3. november. Her var det hollænderen Arend Scholten, som bedømte hende med ordene:

2 years, exellent type, nice feminine head, scissorbite, good expression, good angulation both ends, good ribbs, good body, good coat, nice temperament, good mover

En lidt bedre kritik, som i første omgang kastede en 1. plads af sig, og derefter placerede han hende først i klassen og gav hende CK! I runden om Cert’en kiggede han længe på hende, men valgte til sidst en anden til at stå blandt de sidste fire tæver. Tæt på – men CK’et var hjemme og vi var ovenud tilfredse.

Når der er stævne i Herning, så er der som regel også stævne i Sunds dagen før eller efter. Således også denne gang, hvor søndagens klasse skulle bedømmes af engelske Ronald Irving. Om Ronia skrev han i kritikken:

Moved ok behind but could do better in front, pleasing head and expression, good a ears, ok topline, carrying a bit too much weight, enough length of body, good rib, carried well back, ok in feet

Fin kritik, 1. præmien var hjemme og han satte hende på en placering som nr. 2 i Åben Klasse – og sandelig om det ikke blev til endnu et CK. Fantastisk flot fremvisning af Berit begge dage – ja, hele året!

Berit mente at Ronia var mere koncentreret når det gik løs i ringen end tidligere, og det er helt sikkert at den fine, ikke-strammende udstillingssnor passer Ronia rigtigt godt. Vi tror også at hun er blevet bedre til at høre efter, koncentrere sig og ”følge føreren” af den agility-træning, som vi har gået til i DKK-Viby i efteråret.

Vi fortsætter med Agility-vintertræningen i løbet af vinteren, men til foråret må vi se om vi bliver nød til at tage en pause. For planen er stadig at Ronia skal ha’ et kuld hvalpe i forsommeren.

Tilbage resterer kun juleskuet i år, men det bliver jo nok ikke med Berit som pilot, så det bliver et hyggestævne, hvor målet er at undgå en kritik, hvor der står ”handler needs more training”.

Det sker jo at tiden løber og der lige smutter en måned mellem opdateringerne. Det må være fordi at vi har det hyggeligt og hektisk i Holme. Familiefest, udstilling, udflugter og dejligt sommervejr. En af udflugterne har været et besøg på sygehuset, og naturligvis var Ronia med på turen. Hun lå rigtigt fint i kørestolen og lod sig tålmodigt fragte rundt i et lidt mere adstædigt tempo end vi sædvanligvis har på vores gåture. Stor fornemmelse for situationen – ingen tvivl om at hun har evner som hospitalshund.

På hospitals-udflugten, så besøgte vi også en af Bettinas veninder. Hun har småbørn – to styks – og det var jo spændende at se at Ronia faktisk også godt kunne finde ud af det. Tålmodigt og sød – men selvfølgeligt frisk på at snuppe en “nem” godbid hvis en af børnene skulle komme til at holde en godbid eller noget andet spiseligt ned i Ronia-højde. Den med at et barn kan blive ked af det, og ikke vil hundekontakten, det er hun dog ikke helt med på endnu. Men vi er da sikre på at Ronia går og gør god reklame for racen – bl.a. til en nyligt overstået familiefest i Holme, hvor tre af Bettinas små nevøer? da slet ikke kunne få nok af hende.

Ronia har også evner for at nyde livet og hygge. I går startede serien “Det er mig eller hunden” på TV-2, og ingen tvivl om at vi sidder klar for at se på Cairn-terrieren Oscar i næste uge. Selv har vi jo trænet først hos Kirsten i DTK og senest lokalt med Hanne fra Sjov hundetræning. Træningen med Hanne har været afslappet og – ja – sjov. Mere skæg og ballade end lineføring og dæk-sit-stå (selvom både afdækning og indkald naturligvis har indgået i pensum). Nu venter vinterpausen, og så må vi se hvad vi finder på til foråret.
Ronia er ofte mere en menneskehund end en hunde-hund når vi er nede på hundeområdet, og det kan godt være lidt frustrerende. Herhjemme er det til gengæld dejligt at hun er i godt humør, kommer når man kalder (det meste af tiden) og virker til at kunne lide at være hos “menneskeflokken”.

Udstillingskarrieren er der ikke den store grund til at prale højt med – i hvert fald ikke hvis man alene ser på det resultatmæssige. Hun har været på Jysk Cairn Skue og blev nr. 3 ud af 4 i unghundeklassen – og fik den største, fineste gule roset. Dommeren Arne Nielsens kommentarer lød:

16 mdr. tæve af god str., dejligt hoved, der bliver ødelagt af de lidt for lyse øjne, ok bid, lidt længere overarm kunne ønskes, velvinklet bag, god pelskvalitet, gode sidebevægelser.

Skuet var dog rigtigt lærerigt alligevel og det var spændende at følge Arnes bedømmelser, forklaringer og votering, men da han under bedømmelserne af hannerne nævnte “lyse øjne” som en af de generelle defekter, som han synes at han så hos mange af hundene, så vidste vi godt hvad klokken var slået. Flot trim (af Ellen og Berit) og fremragende fremvisning af Berit gør rigtigt meget, men øjenfarven står nu ikke sådan til at ændre. Ingen top-placering, men det blev så rigeligt opvejet af det hyggelige selskab.

I de sidste par dage er der dumpet PM’ere ind i brevsprækken for årets sidste, officielle udstillinger i Sunds og Herning — vi må se om vi skal have udstyret Ronia med et par sorte kontaktlinser eller om et par Gucci-solbriller ville klæ’ hende bedre. Og så frabedes enhver flabet kommentar om, at det ville have hjulpet på Hennings generelle tilstand & udseende med et par mørke dagen-derpå solbriller i Hammel.

Så er den rigtige sommerferie ved at være ovre. Vi har været på en improviseret tur gennem nordtyskland og både set hansa-stader og nydt skove og strande. Ikke meget var planlagt hjemmefra, og det har været bygevejr i hele ferien. På trods af det, så var det skønt at være udenlandsk og gennem hele ferien har vi været heldige med at finde hullerne i bygerne. Flere gange – blandt andet i nationalparken ved Müritz og Stralsund – nåede vi kun lige at smække bildøren før himlens sluser åbnede sig.

Tyskerne ved sandeligt hvordan man holder ferie. Vi overnattede på skønne steder i det tidligere DDR – på Landhotel Schorssow og på Hotel Bernstein i Prerow — der havde udvidet mottoet “Sie haben es gut” til også at omfatte de firbenede, som kunne gå i hundebaren. Ronia var ovenud begejstret for den service, og det var svært at få taget et foto af hende, hvor hun ikke står med snuden i skålen.

En aften mødte vi et par Cairns med ejere i Prerow, og Ronia fik snakket lidt hundsk med de to søde tyskere. Det var lige omkring 10.-dagen af Ronias løbetid og vi fik set “fænomenet” med at Ronia svirper halen til side når hun er “klar” — feriens tyske ord var uden diskussion “Laufig”, og bortset fra at alle gåture derfor var med snoren på, så tror vi også at Ronia synes om ferien. Hun var med omtrent overalt, og når hun ikke var med til f.eks. morgenmad, så gik det også helt fint for hende at være alene på værelset. Køreturene klarer hun også som den største selvfølge.

Netop fordi vi ikke havde planlagt noget – og fordi vejret så rigtigt dårligt ud i det meste af den nordlige del af europa, så gik vi faktisk ganske kortvarigt i tanker om at springe på et afbudsfly til et-eller-andet sted omkring middelhavet og så bare finde en god pension til Ronia. Helt fra starten af har vi begge to været enige om at Ronia altså “kun” er en hund, og ingen af os tror at hun tager skade af en uge i en god pension. Vi nåede også så langt at vi fik kigget på et par hundepensioner på internettet, men der skulle kun et billede af en hund bag tremmer til. før at vi måtte erkende at ingen af os havde hjerte til at gøre det. Tanken om Ronia på pension skal vi vist begge have god tid til at vænne os til…

Det er i hvert fald helt sikkert at uanset om turen falder forbi større byer eller den går til mere landlige omgivelser, så er Ronia den bedste feriekammerat, som man kunne ønske sig.

Ronias hoste er holdt op, så i lørdags var hun til hvalpetræning igen. Ronias skoleveninde, Daisy, var begyndt at skifte tænder, og hendes ejere ville vide om Ronia også var det? En lidt mere grundig tand-inspektion afslørede at det også var tilfældet for hende. Godt nok tilsyneladende kun nogle af de små fortænder – men alligevel. Hun bliver også større og større – og det er efterhånden sjældent at nogen falder i svime over den åh-så-søde hundehvalp.

Søndag lå Bettina og sov efter en nattevagt, og Henning og Ronia hoppede i bilen og kørte ud til Fløjstrup og gik en lang tur langs stranden og gennem skoven. Masser af muligheder for at træne indkald, og træningen gik rigtigt fint. Ronia fik også leget med en sød, stor, sort Labrador – de løb langs strandkanten, og hun fik da også Ronia lokket ud i vandet. Det synes Ronia nu at der var en lidt træls leg.

Mandag var vi alle tre på gåtur rundt i Vilhelmsborg-skovene. Rigtigt hyggeligt, også resten af aftenen – hvor vi skiftedes til at pille burrer ud af Ronias pels. I dag har den stået på den sædvanlige onsdagsleg. Ronia er mere “med” i legen for hver gang vi er der, og det betyder ikke noget at de fleste andre hunde er i Labrador-størrelse. Denne gang var der ikke ret mange små hunde – kun en lille (flot!) gravhund på 7 måneder. Så værdsætter vi pludseligt at Ronia ikke er en hund, som er så disponeret for diskusprolaps at man som ejer nærmest ikke tør lade den tumle med nogen…

Tirsdag var en mærkedag for Ronia. Det var første gang, hvor det lykkedes hende at få ændret en husregel.

Vi havde egentligt besluttet at hun ikke skulle være i sofaen, men gennem vores Alene-Hjemme øvelser, så gik det op for os at hun sikkert alligevel ville hoppe derop, og at vi nok ikke kunne håndhæve den regel i de næste 13 år alligevel. Så hvorfor fratage sig den fornøjelse, som det er at ha’ hende i sofaen – ovenikøbet på det tidspunkt, hvor hun er allermest kær.

Plus at vi jo har læst i Cairnbogen at man ikke skal opstille for mange forbud for sin Cairn – så det er alene for hendes eget bedste at hun nu får sofa-adgang. Hmmmm…

Billedet er fra onsdag, hvor hun hygger sig i sofaen med Bettina. Reglen om “ingen hund i sofaen” holdt altså i tre dage.

Vi vejede også Ronia d. 27. – hun vejede 2.230 g.

Tirsdag d. 26. gik vi en tur ved Moesgaard strand, og Ronia fik brændt masser af krudt af. Hun går faktisk overraskende pænt i linen. Hun går allerpænest når hun kan få lov til at gå mellem hendes to mennesker.