Så blev det løbetid! Vi så de første par blodstænk et sted mellem torsdag d. 26 og fredag d. 27/1, men bortset fra at Ronia stiller sig op og glor laaaangt efter bare skyggen af en hanhund, så ser vi ikke noget til det og mærker det heller ikke på hende. Vi har ikke været til ringtræning, og kommer det nok heller ikke de næste par uger, og så tæller vi lidt på fingrene for at se om hun er ude af løbetid til DTK-stævnet i Søndersø senere i februar.

Hvis vi ikke mærker hendes løbetid, så mærker vi til gengæld at vi har fået en ekstra lånehund på barselsferie i huset. Lachleen Like a Prayer – bedre kendt som Donna – er flyttet ind i torsdags. Det er sjovt følge de to søstre sammen: Den ene er lys-rødbrindle, den anden lidt mørkere. Donna er enormt aktiv og følger med i alt hvad der foregår herhjemme, men er langt mere forsigtig når vi kommer ud blandt andre hunde og mennesker. Ronia derimod virker nærmest doven og uinteresseret herhjemme, men hun er meget mere legesyg blandt andre hunde.

Det går fint med dem begge to. Vi har jo tidligere talt om at få en hund mere, men nu får vi altså prøvet hvordan det er. Og det er bestemt rigtigt skønt. De to frøkener har virkeligt stor glæde af hinanden.

Så kom der lige en omgang snevinter igen. Denne gang med isslag, som dækkede snedriverne, hækken og haven med et flere millimeter tykt lag “is-panser”. Ronia er jo heldigvis en firehjulstrækker, så hun har ikke de store problemer. Kun de største snedriver kan være lidt hårde at komme igennem. Vi har også fået forhøjet hegnet i haven endnu et par steder – hvilket selvfølgeligt bare har fået Ronia til at koncentrere sig om de steder, hvor hegnet endnu ikke er forhøjet. Hun er dog ikke hoppet ud endnu – det kniber nok lidt med at få tilløb når snedriverne er dækket af is.

Humøret er højt på den lille pelsbombe, men ugen har også budt på fine ture ud i snelandskabet og både onsdagsleg på hundeområdet og ringtræning i Børnenes hus onsdag aften. Vi fik mange tips af ringtræner Charlotte: Primært var nok at vi skal træne “kontakt” med Ronia når vi er ude at gå med hende og træne hende lidt mere på bord.

Lørdag eftermiddag var vi så ude i Hammel, hvor en svensk handler-træner kom forbi. Berit havde shanghai’et Ronia til Ellen, så Ellen havde en uerfaren hvalp at træne med. Berit havde Donna med, og vi talte lidt med Berit om at få hende på “barselsferie”. Det kunne være rigtigt skønt for Ronia – og rigtigt spændende for os at prøve hvordan to hunde fungerer – og så er Donna jo rigtig dejlig.
Ellen havde også farmand Anton med, så ham fik vi også set igen. Hvor er han skøn!
Det var meget imponerende at se hvor dygtig Ellen er til at holde kontakt med Ronia og få hende til at stå pænt og vise sig frem. Vi blev begge i tvivl om hvorvidt vi kan gøre det “godt nok” i Søndersø, men premiere-nerver er nok ikke unormalt.

Ellen og Berit kom også med et par trænings-tips: Når vi gik tur, så skulle Ronia ha’ lov til at snuse og fjolle på den første halvdel af turen – og så på den sidste halvdel skulle vi så koncentrere os om at få god kontakt og få hende til at gå pænt. Et andet tip var at vi skulle øve hende i at få korrigeret benene lidt. Blandt de spontant fremmødte trimme-eksperter var der lidt usikkerhed om hvorvidt Ronia kunne blive klar til Søndersø – der blev hevet i hårene nede på ryggen og vurderet. Heldigvis ta’r Berit det stille og roligt, og så ta’r vi det også stille og roligt. Ellers synes Berit at Ronia var lige lovligt slank – så vi sætter hende op i foder, så der kan komme lidt mere facon på vores guldklump.

Det er blevet godt-og-vel nytår og Ronia har passeret de 7 måneder i fin stil. Flyvende, kan man vel næsten sige. Ronia fik et plydsben og en hvid snehare-bamse i julegave, og specielt sneharen fra Farmor Dagny får tit en rusketur.

Ronia selv får en tumletur når det er onsdag og der er hundeleg på marken. I dag var der ti hunde mødt op – og Ronia var som sædvanligt den mindste. Kun skotten Aslan (han er vist omkring de 3 år) er nogenlunde på samme størrelse. Når vi møder op, så skal Ronia lige finde sig til rette blandt de store hunde – men efter kort tid, så tumler hun rundt og tigger guffere hos de tobenede- og leger med de firbenede legekammerater. De store drenge er begyndt at lægge lidt mere mærke til hende – vi tror at de synes at hun efterhånden begynder at lugte som en rigtig dame og ikke længere som en hvalp.

Nytår var en blandet fornøjelse – vær sikker på at Ronias nytårsønske er at der vil blive solgt endnu mindre krudt og fyrværkeri næste år. Hun var helt klart stresset (og bange) over alt den fremmedartede lys og lyd lige udenfor vinduerne. Hun gøede ikke, men havde mest lyst til bare at gemme sig i soveværelset under sengen.

Selvtræningen forløber stille og roligt. Vi træner alt det, som vi plejer at gøre – og lidt “vise bisser”, for vi melder hende jo nok til hvalpeklassen til DTK-stævnet i Søndersø i februar. Ellers går det fint med at lege Apport, Slip, Hent og Find med det hvide plastic-pilleglas, og hun er også begyndt at kunne gribe flere og flere bolde i luften – til Hennings udelte begejstring. Det skal en rigtig hund jo kunne.

Selvfølgeligt har Ronia ikke noget imod sneen. Faktisk synes hun at det er rigtigt praktisk. For så er haven jo hævet nogle cm. i forhold til hegnet, og så har hun fundet ud af at hun godt kan springe over. Det er blevet til adskillige ture udenfor matriklen… Mens vi går og kalder på hende ude på de snedækkede marker, så spekulerer vi på om vi må ud og opgradere hele hegnet til et 90 cm hegn — eller vi kan nøjes med at forhøje de steder, hvor hun nemmest hopper over. Der er mange glæder, men også indimellem et par hovedbrud ved at være Cairn-ejer.

Så er det godt nok blevet den mørkeste tid på året. Det må nødvendigvis være lidt surt at være både menneske og hund i den her tid. Ronia viser godt nok ingen tegn på vinterdepression og med en krudtugle som hende i huset, så kan man ikke undgå at være i godt humør.

Hun har jo passeret de 6 måneder nu, og også de 6 kilo. Vi var nede ved dyrlæge med hende på hendes ½-års fødselsdag (6.2 kilo), for hun var begyndt at nyse, og vi synes også at hun hostede for meget. Dyrlægen kiggede og lyttede grundigt på hende, og mente at det var endnu en variation over den kennelhoste, som hun ikke helt var kommet sig over. Hun har ikke på noget tidspunkt haft det rigtigt skidt, så vi er nok bare lidt forsigtige.

I mandags købte vi en sele til hende, og den irriterer hende helt klart mindre end halsbåndet. Så vi kan ikke helt lade være med at tænke på om halsbåndet mon var årsagen til at hun hostede når vi begyndte at starte op på gåturene igen… Årsag? Virkning? Vi er i hvert fald glade for at hun nu hoster næsten-ingenting.

Der var sidste omgang hvalpetræning i sidste uge – så nu går vi og venter på forår og unghunde-hold. Hun er blevet bedre til at høre efter og bedre til at komme når man kalder. Vi træner ja/nej-øvelser med guffere, repeterer sit, stå, dæk og plads, gå pænt og kom. Vi har også taget fat på Aflevere-øvelsen med guffere i et plastic-pilleglas. Det er en krævende øvelse, for hun er en lille, selvstændig dame der allerhelst selv vil åbne pilleglasset.

Ellers udviser Ronia fin, kæk, modig Cairn-adfærd i det daglige – også overfor julepynt, lyskæder og den slags. Først årvågen og så nysgerrig. Gumle-ringe og gnave-stænger bli’r også udsat for Cairn-adfærd: de bliver prompte gravet ned hvis hun ser sit snit til det. Bettinas Azalier får jævnligt luftet rødderne, for hvorfor stå og grave i klæg lerjord hvis der er et blødt surbundsbed i haven?

I søndags var Ronia på juleskue i Århus Firmasports hal i nordbyen. Sikke en dag. Berit viste Ronia frem, og det gjorde hun så fint at Ronia fik førstepræmie og blev bedste cairn baby-tæve (ud af tre – så titlen lyder af mere end den er). Det betød så at Ronia gik videre til flere andre konkurrencer: Bedste Cairn Tæve (hvor hun blev nr. 4 ud af 5) og bedste Baby Cairn (hvor hun tabte til han-babyen).

Billederne fra hallen er ikke specielt gode. Sådan nogle indendørs-billeder er ikke lige det, som vores kamera er bedst til. Men Ronia havde en fin eftermiddag og vi hyggede os vældigt meget. Vi har ikke bestemt om den her udstilling var en enlig svale, eller vi sku’ udstille hende lidt mere. I onsdags var vi inde i Børnenes Hus og hundetræne (hvalpetræningen er flyttet indendørs her de sidste par gange). Det er faktisk et fint sted, og det kan da godt være at vi stikker næsen forbi når ringtræning starter igen næste år.

Kritikken fra den engelske dommer, Peter Bakewell, var rigtig fin – der stod kun pæne ting og der var ikke noget, som han ikke kunne lide. Alting var nice, wellset, correctly proportioned og han synes endog at hun “moved well”. Og så var der det med “a showy puppy”. Alt i alt en fin debut på udstillingsscenen for Lachleen Like a Flower.

I morgen bli’r Ronia 6 måneder. Hvor har det dog været herligt at ha’ hende som kammerat indtil nu. Det er slet ikke til at forestille sig at man ikke havde hende.

Lige nu er det lørdag og Ronia skal udstilles i morgen på Terrier Klubben Kreds 11’s juleskue. Før sådan en begivenhed, er det naturligvis nødvendigt at blive trimmet. Når man går op og ned af hende til daglig, så kan det måske godt være lidt svært at se præcis hvornår hun er blevet for langhåret, men billederne her taler vist for sig selv.
Fra Beast til Beauty på en god times tid — og da først at Berit og Ronia havde fundet ud af hvem der var overhunden, så gik det faktisk udemærket.

Med Ronia bli’r selv små hverdagsopgaver i øjeblikket til… ahrøm… spændende hundetrænings udfordringer. Det er ellers gået udemærket med indkald i dag, men når man så lige skal ud med skraldet, og ikke når at få lukket hoveddøren hurtigt nok, så smutter hun altså. Og i aften tog det 30 minutter før hun havde fået raset ud ude på det grønne område og markerne. En halv time i let frostvejr og med pivedyr, guffere og “Ronia, Ronia, Ronia”… Det er i hvert fald aldrig kedeligt at bo med en Cairn – og hun er tilmed dygtig til at motionere sine ejeres humoristiske sans. Og så er der ikke skrevet så meget som et ord om Bettinas briller.

Hvor er der gået lang tid uden opdatering, og sikke meget der er sket.

Ronia har mistet alle sine hvalpetænder – den sidste hjørnetand i overmunden faldt ud midt i den her uge – det er gået helt uden indgreb. Vi har dog været til dyrlæge i anden anledning, for Ronia begyndte at hoste igen og har haft en ordentlig omgang hosteri. Dyrlægen gav hende penicilin mod lidt lungebetændelse, som hun var på vej til at få.

Hosten er stadig ikke helt ovre – lige når hun vågner, så kan hun godt hoste lidt, men hoste-anfald om natten er der ikke mere af. Vi prøver at passe meget godt på hende og er tilbageholdende med gåture og vild leg.

Det var svært at undgå vild leg da vi var på efterårsferie for en uges tid siden. Ronias fætter, Harald, var med – og sådan en stor, brun labrador er jo nærmest konstant i legehumør. Der var gang i den fra morgen til aften – og indimellem måtte vi da lige sætte Ronia på værelset så hun kunne få lidt ro og fred. Men både hun og vi mennesker nød virkeligt dagene i sommerhus og gåturene ved vandet i Klitmøller.

Ronia er blevet meldt til sit første skue – et juleskue i Terrier Klubben. Det foregår den 20. november – mon ikke at vi husker kameraet og får taget nogen billeder af en nytrimmet hund i stiveste puds i den forbindelse?

Vi var i Sunds og se lidt udstilling sidste søndag – her var Berit, Henriette, Anton og Barney også på plads. Bettina fik set Anton og vi fik sagt tillykke til Henriette. Intet under at Anton charmer sig ind på dommerne her, der og alle vegne.

Ellers fortsætter vi med træningen. Indkald, indkald og atter indkald. Og så er der selvfølgeligt alle de små tricks som hun har væsentligt nemmere ved: Hun kan sidde, stå, dække og rulle både den ene og den anden vej. Men komme når man kalder? Det trick er vist det sværeste i hele verden.

Ronias hoste er holdt op, så i lørdags var hun til hvalpetræning igen. Ronias skoleveninde, Daisy, var begyndt at skifte tænder, og hendes ejere ville vide om Ronia også var det? En lidt mere grundig tand-inspektion afslørede at det også var tilfældet for hende. Godt nok tilsyneladende kun nogle af de små fortænder – men alligevel. Hun bliver også større og større – og det er efterhånden sjældent at nogen falder i svime over den åh-så-søde hundehvalp.

Søndag lå Bettina og sov efter en nattevagt, og Henning og Ronia hoppede i bilen og kørte ud til Fløjstrup og gik en lang tur langs stranden og gennem skoven. Masser af muligheder for at træne indkald, og træningen gik rigtigt fint. Ronia fik også leget med en sød, stor, sort Labrador – de løb langs strandkanten, og hun fik da også Ronia lokket ud i vandet. Det synes Ronia nu at der var en lidt træls leg.

Mandag var vi alle tre på gåtur rundt i Vilhelmsborg-skovene. Rigtigt hyggeligt, også resten af aftenen – hvor vi skiftedes til at pille burrer ud af Ronias pels. I dag har den stået på den sædvanlige onsdagsleg. Ronia er mere “med” i legen for hver gang vi er der, og det betyder ikke noget at de fleste andre hunde er i Labrador-størrelse. Denne gang var der ikke ret mange små hunde – kun en lille (flot!) gravhund på 7 måneder. Så værdsætter vi pludseligt at Ronia ikke er en hund, som er så disponeret for diskusprolaps at man som ejer nærmest ikke tør lade den tumle med nogen…

Det er ikke sikkert at der kommer billeder i denne uge, men det betyder ikke at der ikke er noget at fortælle fra den forgangne uge. Ronia har hostet lidt og brækket sig en smule – det startede midt i sidste uge, men vi gætter på at det må dreje sig om noget virus-noget. Om det så er rigtig, certificeret Kennelhoste er nok et åbent spørgsmål. Nogle adspurgte siger nej, andre siger at det er det sandsynligvis.

Men så længe at humøret er højt på den lille dame, og hun både spiser og drikker med stor iver, så klapper vi hesten og venter. Da vi var til hundetræning (hvor ihærdig er man egentligt på en skala fra 1 til 10, når begge de tobenede dukker op til træning, men vi lader Ronia blive hjemme for ikke at smitte de andre), så fortalte Hundetræner-Kirsten at honning var godt for halsen.

Og nu er vi i hvert fald ikke i tvivl om at Ronia’s indianer-navn er Hostende Honningbjørn. Hun elsker honning – så mon ikke at hendes livret er honningmarineret kylling?

Vi træner videre med de øvelser, som Kirsten gennemgik i lørdags: indkald, stå, gi’-guffere- og slalom-mellem-benene-øvelser.

Ugens højdepunkt for Ronia er uden tvivl at komme ud og lege med de andre hunde til hundetræning. Hun har fundet sig en god veninde, og når man er to, så går "skoletiden" jo som en leg.

Vi har fået lektier for herhjemme – vi skal træne indkald (hvilket helt klart er en god idé) og så skal vi træne opmærksomhed og en sjov øvelse, som går ud på at når vi løfter armen, så skal Ronia sætte sig. Specielt den sidste øvelse går det rigtigt fint med.

Vi synes at vi kan se at Ronia vokser på alle ledder og kanter – at hun bliver bredere over numsen og mere muskuløs, men det er selvfølgeligt svært at se når man går ned og op af hende til hverdag.

Og hverdag er det bestemt blevet for os alle sammen. Det bliver dejligt at skulle have en lille pause fra hverdagen i sommerhus en gang sidst på efteråret.