I weekenden har vi været på sommerhus-besøg på Fanø. Vi havde en skøn tur og vi tror at Ronia nød fredagen rigtigt-rigtigt meget.

Fredag aften havde hun nemlig arrangeret et langt natløb for os – hun løb rundt i sommerhusområdet det meste af fredag aften og nat og jagtede kaniner og fasaner. Hun var langt udenfor pædagogisk rækkevidde og totalt umulig både at kalde til sig, løbe op eller kredse ind. Den eneste trøst var at hun dog nogenlunde blev indenfor nogen få hundrede meter af sommerhuset.

Vi løb rundt og kaldte og kaldte hele aftenen! Kl. 02:00 måtte vi give op. Hun var ganske umulig at fange! Vi gik meget bekymrede i seng efter at have sat hendes sove/transportkasse og vand udenfor. Der var ikke noget at gøre – vi måtte vente på at solen stod op og gav os lys, så vi bedre kunne se hende og få hende fanget. Suk!

Kl. 02:35 hørte Bettina at det puslede udenfor og at noget peb udenfor terrassedøren til soveværelset, som stod lidt på klem. Det var Ronia. Så var nattens jagt slut, og hun bad om at komme indenfor for at sove med flokken.

Det var ikke lige sådan at vi havde forestillet os at vi skulle bruge fredag aften! Men sådan kan et liv med Cairn-terriere jo være fyldt med overraskelser – specielt når man glemmer at det altså er en jagthund, som man har – og tilmed en jagthund, som er fremavlet til at jage smågnavere i bakker, dale, krat og bevoksning. Vi skulle hilse at sige fra Ronia at der er rigtigt mange vildkaniner på Fanø.

[Show slideshow]

Søndag middag var vi på stranden og hyggede med kaste-pind og almindelig, fri leg. Bettina var gået over på den anden side af en af de “lavvande-søer”, som er på stranden. Det var ikke fordi at vi havde kastet pinde ud i vandet eller fordi at vi kaldte eller noget, men pludselige fandt Ronia på at nu ville hun den hurtigste vej over på den anden side, så hun løb gennem vandet, hoppede og til sidst måtte hun svømme. Så det gjorde hun. For første gang i hendes liv har vi set hende svømme. Og det gik selvfølgeligt helt fint. Hvis en hund ikke kan svømme hundesvømning, hvem kan så?

Dittie har også hygget sig og hun vokser jo simpelthen og bli’r dejligere og dejligere for hver dag der går. Sådan har vores hvalpekøbere det heldigvis også. Vi har fået hilsener fra Robbie på Fyn, fra Ludwig i Ålborg og været ude og hilse på hos Bølle i Kolt – og alle steder har hvalpene det rigtigt fint og har fundet sig til rette. Det er skønt at vide at tingene går som de skal.