Terminen nærmer sig
maj 30, 2008 8:17 pm Haven, Hvalpe, RoniaNu varer det ikke så længe før Ronia føder – hun skulle gerne være på vej ind i den sidste uge nu. Hun er godt tyk og gider kun lige netop at løbe efter bolden når vi en sjælden gang kaster den, og når hun så kommer hen til bolden, så lægger hun sig bare og slapper af. Hun er klog nok til at vide at hvis hun kommer tilbage til os med bolden, så risikerer hun bare at vi kaster den igen.
Fødekassen er lavet og sat frem. I begyndelsen af natten lægger hun sig stadig ind under vores senge på hendes sædvanlige soveplads, men de sidste morgener har hun lagt i fødekassen når vi vågner.
Ellers går tiden med afslapning, med at spise og med at nyde det dejlige maj-vejr. Og os mennesker går og kæler og stryger og mærker på hendes mave for at opleve hvordan hvalpene sparker, og så er vi begyndt at tage hendes temperatur to gange om dagen.